Why are you doing this to yourself?!

Jeg har på nuværende tidspunkt ikke et intelligent svar på spørgsmålet om, hvorfor jeg har valgt at leve i mudder og skidt flere mil fra en rigtig seng og et måltid, der består af mere end én enkelt grødet konsistens.

.. Endnu mindre til spørgsmålet om; hvorfor jeg bliver ved!

Tanken om at stoppe, føles bare forkert - som om det ikke giver mening at lade være med at blive ved!

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er hårdt, og at de dårlige dage tæller flere end de gode.

Sandt; der er fantastiske øjeblikke, hvor jeg pludselig opdager, at jeg befinder mig i et alfelignende habitat, hvor græsset er så lysegrønt og let, at det ligner, at bjerget har pels. Fuglene synger og jeg får lyst til at sætte mig i en af de solstråler, der bliver sluppet ind mellem trækronerne.

.. Eller øjeblikke, hvor det går op for mig, at stien er blød at gå på, fri for trærødder og sten - det pusler i krattet og en hjort drøner ned af bjergsiden.

.. Eller når jeg møder et kendt ansigt, og vi smiler og griner sammen.

Det er de øjeblikke, der får de dårlige dage til at blegne..

Og så er der de dage, hvor alt bare er lort!!

.. Sådan en dag havde jeg forleden - det var selvfølgelig en mandag, og jeg var basket fra dagen før, hvor jeg havde tilbagelagt 19 mil over 12 timer!

Dagen startede med, at jeg hældte instant kaffepulver ud over mig selv. Dumt af flere årsager; mandag morgens kaffe er en livsnødvendighed, så lad være med at spilde den ud over dig selv, især når bjørne skal holdes fra døren, og du befinder dig et sted, hvor bjørnesikkerheden er blevet opgraderet med elektrisk hegn, fordi en særligt madglad bjørn rumsterer på bjerget!!

"Så skift dog bluse!!", tænker den kvikke læser. Dette er dog ikke så enkelt, når du kun kan vælge mellem to bluser, og den anden er badet i sved fra dagen før. Virkelighedens valg står mellem; daggammel sved eller kaffe?!

.. Jeg valgte kaffe.

I min frustration skrev jeg en sms til Dave på min nye oldschool klaptelefon, som jeg måtte erhverve mig efter min rigtige telefon druknede i regnmasserne - jeg havde brug for lidt oprejsning..

.. Min nye oldschool klaptelefon virker ad helvede til og efter femte mislykkede forsøg, var jeg på nippet til at kyle den i gruset - i stedet satte jeg mig på en sten og græd!

Efter en halv time rejste jeg mig og drejede ned ad en forkert sti.

.. Da det begyndte at dæmre, havde jeg allerede gået halvanden mil, og der var ikke nogen anden vej end tilbage - tre mil spildt!

I et stadigt forsøg på at genoprette optimismen hev jeg mit kamera frem, da jeg atter var kommet på rette spor..

Jeg havde i flere uger glædet mig til Grayson Highlands - åbne udsigter ud over et utal af rhododendrun buske og vilde ponyer!

.. Men memorycardet i mit kamera var fyldt, og jeg blev nødt til at slette en masse billeder for at få plads til nye!

På det tidspunkt hadede jeg mig selv og mit liv så meget, at jeg ikke en gang orkede at klappe de skide ponyer.. Som iøvrigt var omringet af overbegejstrede amerikanske day-hikere, for hvem en snavset thru-hiker giver anledning til lige så stor begejstring som ponyklapning!

Da jeg ingenlunde var i humør til at lyve mig igennem, hvor fantastisk, vidunderligt og berigende det er, at være thru-hiker, gik jeg en stor bue uden om horderne og satte mig i græsset langt væk fra både ponyer og day-hikere for at få fred.

Det var dér, det skete..!!

Et af mine mål for denne tur er; at holde op med at ryge, hvilket på dét tidspunkt syntes at være den dummeste idé i hele verden, fordi jeg med vilje var løbet tør for cigaretter på et tidspunkt, hvor nikotin føltes som en redningsvest!

.. Med ryggen til alt det fantastiske fiskede jeg derfor mit gamle "askebæger" frem fra tasken og begyndte i smug at ryge røv på alle mine cigaretskodder, velvidende at jeg i dét øjeblik havde nået lavpunktet af menneskelig værdighed!!

Med tårerne trillende ned af kinderne af skam og en voksende skuffelse over mit tabte selvbillede, følte jeg mig som det usleste individ i Amerika!

.. Og så begyndte det at regne!!

4 Comments

  1. Mirijana
    2. juli 2018

    1)Er vandring stadig godt for alting?
    2)Pyt med smøg om mandag.
    3)Hvor mange miles har du egentlig tilbage?
    4) Og…..ja, du skriver om blødt lysegrønt græs og smukke bjerge. Mest skriver du..vredt?????? Eller er det ironisk? Eller er det mig, som fokuserer på det? Jeg skriver det, for jeg får helt lyst til at sige; Så tag dog hjem, når det er så hæsligt.
    5) Jeg startede med at følge din blog, fordi jeg ville høre om ruten og grej og se smukke billeder. Nu ser jeg din blog, som en roman med en hovedperson i. Jeg bidder negle af nervøsitet for hovedpersonen. :))))))))
    6)Iiiih det hele er spændende!!

    Svar
    1. En snegl på vejen
      19. juli 2018

      Hej Mirijana,
      Jeg tror stadig vandring er godt, hvis man formår at se det fra en semi-konstruktiv vinkel. Det er dog ikke haha-sjovt det hele, især ikke når ens primære bolig er et telt, hvilket efterhånden tæller fire måneder for mit vedkommende. Men med lidt kreativ tænkning, vil jeg stadig argumentere for, at det er værd at gøre et forsøg!
      Jeg har stadig omkring 1.500 mil tilbage, hvilket forekommer mere end uoverskueligt – jeg har gået 700 mil i skrivende stund.
      Mine beskrivelser bærer præg af sarkasme og ironi, men elendigheden skal læses, som den er skrevet. Jeg er til tider så sindssygt vred, at jeg har lyst til at kaste sten ned af bjergsiden og rive træer op ved rødder, men det er en del af det hele billede. Jeg skriver til dels for at få afløb, og dels fordi de hårde situationer ofte er sjovere at læse end de lykkelige.
      Du læser min blog rigtigt – og det er jeg glad for! Mit håb er at give et indblik i vandring som helhed, og for mig er det langt mere end grej og gode råd. Mit mål er en egentlig roman/historie/fortælling, der kan inspirere til enten at springe ud i det selv, eller at holde sig langt fra det – uden at give køb på underholdningsværdien (en blog om vandring der ikke handler om vandring).
      .. Og jeg er glad for, at du følger med, og synes det er spændende – tusind tak!!
      Camilla

      Svar
  2. Mikkel Nørgaard
    19. juli 2018

    Hej Camilla
    Et spørgsmål, som er baseret på mine egne holdninger til vandreture.
    Hvis det ofte er så nederen, hvorfor bliver du så ved? (Det kan også være at dette opslag er lidt outlet for frustrationer, og ikke er et nuanceret billede)
    Jeg selv er jo sådan en, at hvis jeg ikke længere nyder turen, så tager jeg bare hjem. Det giver jeg mig på forhånd lov til inden jeg tager afsted.
    Men jeg har jo kun været på korte ture.

    Svar
    1. En snegl på vejen
      19. juli 2018

      Hej Mikkel,
      Jeg har svært ved at svare helt konkret på, hvorfor jeg bliver ved. Jeg giver også mig selv lov til at tage hjem på forhånd, men det har endnu ikke været et reelt ønske.
      Jeg havde forberedt mig på, at det ville blive nederen, hvilket jeg tror er ret essentielt, for det kan være svært at opretholde gejsten for frisk luft og natur. Hvis man ikke gør det på forhånd, tror jeg, det er for let at give op – hvilket 25% gør inden der er gået 250 mil.
      Jeg har svært ved at tro, at man kan nyde alle dage i så lang tid, især når man lever af pulvermad og sover på jorden, derfor bliver de små øjeblikke så vigtige!
      Som jeg er lidt inde på ovenover, er vandreturen mere end vandringen for mig. Og selvom de hårde dage er forfærdelige, er det også de dage, der giver allermest mening bagefter! Jeg kan ikke huske, om jeg var inde på alt mit hippie-hejs om at vandring er livet, men for mig fungerer det også som en påmindelse om at hvis jeg kan leve med fysiske smerter, kæmpe med bjørne, slanger og elge, klatre bjerge selvom jeg er sulten og træt, og stadig finde lidt forundring i de omgivelser, jeg bevæger mig i, så kan jeg alt!
      Kh. Camilla

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *