Visum

Visum

Af alle mine julegaveønsker, har jeg fået det største opfyldt – og så endda før tid.

.. Jeg har fået godkendt mit visum til USA!!

Selvom det gik lettere, end jeg havde frygtet, var det ikke helt uden forhindringer.

Til at starte med, havde jeg læst på udenrigsministeriets hjemmeside, at jeg ikke kunne få indrejse til USA uden en returbillet. Derfor sendte jeg en mail til den amerikanske ambassade hvor jeg spurgte, om det nu virkelig kunne passe?!

Jeg fik en lang mail tilbage, som indeholdt alt andet end et svar på mit spørgsmål – så jeg besluttede mig for at tage chancen og søge uanset..

I ansøgningsprocessen, som selvfølgelig var elektronisk, stødte jeg ind i tekniske problemer, så jeg ringede i en pause fra mit arbejde men fik pænt at vide, at de ikke kunne hjælpe mig uden mit pasnummer – det lå selvfølgelig hjemme i skuffen..

Så jeg forsøgte at udfylde blanketten igen, og det hele virkede upåklageligt, som om intet havde været galt..

.. Næste skridt var at betale visumgebyret og booke mit interview – det tog yderligere tre dage!!

Dagen for mit interview oprandt uden nævneværdige polemik, men fordi jeg var træt dagen før mit interview, faldt jeg i søvn, inden jeg fik lagt min telefon til opladning. Jeg vågnede derfor med et kæmpe sæt næste morgen og erfarede, at jeg ikke havde hørt mit vækkeur, fordi min telefon var gået ud i nattens løb – der var en lille time til mit interview. Jeg skyndte mig ud af døren på rekordtid, inden jeg kom til at se nogenlunde præsentabel ud.

Jeg er ikke klar over, om jeg nåede ambassaden 10 minutter før eller 10 minutter efter min planlagte aftale – min telefon var ubehjælpeligt død i lommen på mig. Heldigvis havde jeg derfor heller ikke de store problemer med at efterlade den hos security, inden jeg blev sluset igennem til skranken.

Da det blev min tur, og jeg havde oplyst mit ærinde i USA, kiggede den ekstremt tørre mand i det alt for store jakkesæt op fra sine papirer og spurgte: ”You are a HR consultant? Is that why you want to go on The Appalachian Trail?”

.. Jeg så lidt befippet på ham og fangede ikke hans joke – dels narret af hans ikke-humoristiske ydre, dels af et tykt sæt brilleglas, der maskerede hans glimt i øjet..

Det blev derfor et temmelig akavet svar, der lød noget i retningen af: ”Øøøhhh NO! Or.. Well maybe.. I’m kind of burned out..”

.. Det var tydeligvis det, han havde ment i første omgang..

Jeg ”bestod” de resterende spørgsmål og afleverede mit pas, inden jeg med en ambivalent følelse af selvtilfredshed og ængstelighed blev sluset ud derfra igen – det er en enormt grænseoverskridende fornemmelse at overlade sit pas til fremmede, også selvom det drejer sig om en yderst pertentlig offentlig instans.

.. Hele processen tog alt i alt en måned – næste spændende spørgsmål bliver; om de nu også vil lukke mig ind, når jeg lander?!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *