Vabler

Vabler

Jeg har udviklet et sært forhold til vabler..!!

Før i tiden var det noget, jeg fik i nye sko – enden på en god bytur! Resultatet er, at jeg ejer tonsvis af fodtøj, jeg kun har brugt én enkelt gang..

I dag frembringer vablerne en ambivalent følelse af lige dele had og lige dele stolthed..

Jeg fik mine første vabler på Caminoen, fordi jeg begik en fejl!!

De to første uger levede jeg efter alle kunstens regler for at undgå dem, men som følge af et meget nært forhold til mine fødder, fik jeg en dag revet et stykke af min lilletånegl af. Det blødte kun en lille smule – alligevel viklede jeg et Compeed plaster om den kommende dag.

.. det var den dag, jeg valgte at gå 40 km.. – den længste distance på min tur!

I takt med at jeg tilbagelagde kilometrene, opstod der en let dunkende fornemmelse i min lilletå – jo længere jeg gik, jo mindre lagde jeg mærke til det.. Jeg havde en god rytme og nød at presse mig selv ud på kanten af følelsesløs anstrengelse.

Da dagen var omme, og jeg mere end udmattet tog mine sko af, opdagede jeg til min rædsel, at Compeed plasteret havde omdannet min lilletå til én stor vabel.

.. Nogen sværger til Compeed – jeg sværger; det fungerer ikke for mine fødder!

Hele min lilletå var én stor væskeansamling – og her viste Compeed sit sande djævelske ansigt! Normalt skal man lade det sidde på, indtil det falder af, af sig selv – men det sad så stramt, at det ikke var en mulighed. Min tå blev kvalt - en langsom og pinefuld død! Jeg var derfor nødt til at hive det af og dermed også min hud.

Dagen efter gjorde min hudløse lilletå så ondt, at jeg ikke nænnede at putte den i støvlen, så jeg skiftede til vandresandaler.

.. WROOONG – fejl nr. to!

Mine fødder var ikke vant til at gå langt i sandalerne, hvilket resulterede i yderligere fire vabler, hvoraf den ene udgjorde hele omfanget af min hæl på den modsatte fod,

Der stod jeg så; med to uvirksomme fødder og bandede Compeed ad helvede til!

Jeg lærte, på den hårde måde at gå videre på smadrede fødder, og selvom det gjorde vanvittigt ondt, vænnede jeg mig til smerten. Når dagen var omme, og jeg sad med fødderne i en kold spand vand, kunne jeg ikke undgå at være stolt over, at det var gået til trods..

Jeg gik over til ganske almindelig plaster – om dagen når jeg vandrede, tog jeg plasteret af, og om aftenen når jeg kom frem, overhældte jeg vablerne med jod, mens jeg skrigende i smerte pakkede dem ind i plaster igen.

.. Sådan fungerede resten af min tur.

Mine fødder vidnede om en hård tur!! Og selvom de var så klamme, at jeg var ved at brække mig ved synet af dem, var jeg også overordentlig stolt over de fysiske beviser på min bod.. Fy for helvede!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *