Vabler II

Vabler

Det gik kun ned ad bakke fra det øjeblik på Caminoen, hvor jeg fik mine første vabler..

Straffen for min kæphøjhed – vablerne vidnede om, at jeg havde overhørt alle alarmklokkerne og gået over evne.

Selvom jeg hadede mig selv fra første øjeblik om morgen, hvor jeg satte fødderne på gulvet, var der en ubeskrivelig længsel efter at komme af sted..

Det sang for ørerne af mig af smerte, så jeg skulle samle mod til at stikke fødderne i vandrestøvlerne. Alligevel føltes det langt mere uoverskueligt at skulle opholde mig det samme sted to dage i træk – længslen efter at gå var for stor! Derfor evnede jeg at snøre skoene og gå videre – ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være!!

På magisk vis forsvandt smerterne heldigvis efter en stund..

Kilometerantallet blev helt instinktivt skåret gevaldigt ned og hen på eftermiddagen, når min krop generelt stod af på grund af udmattelse, kom smerten ti-folds igen. De sidste få kilometer humpede jeg frem mod målet.

På fjerdedagen for mine vabelsmerter gik jeg per automatik med blikket stift rettet mod jorden for at samle fokus til hvert skridt, jeg tog. Mentalt var jeg drænet og på nippet til at tude – afmagt var stort set den eneste følelse, der var tilbage, så jeg forsøgte at gøre mig følelsesløs, for at klare mig igennem dagen.

Dén dag, dybt begravet i mine egne tanker, var der pludselig én der råbte: ”Hola chica!” efterfulgt af et grinagtigt forsøg på et pift..

”IDIOT”, tænkte jeg og gad ikke en gang at se mig om efter, hvem der havde råbt. Sandsynligheden for at var et kompliment var minimal – på daværende tidspunkt kunne synet af mig umuligt indgyde til hverken flirt eller smil; et lidende lille menneske med et udslukt glimt i øjnene..

Men han blev ved med at pifte af mig, indtil jeg vendte mig om og så, at det var drengen, der så sin frygt i øjnene. Med syv mile skridt og oprullede t-shirt-ærmer var han i færd med at hale ind på mig.

.. Jeg havde fulgtes med ham én enkelt dag, inden jeg havde forladt ham for min vanvids-vabel-dag.. Det var kun fire dage siden, men det føltes som flere uger!!

Uden at tage hensyn til mine vabler løb jeg ham i møde og kastede mig i favnen på ham – der var i det øjeblik ingen andre i hele verden, jeg hellere ville se! Jeg krammede mig ind til ham og var ligeglad med, at hans gennemsvedte t-shirt klistrede til mit ansigt – jeg havde ikke lyst til at give slip i frygt for, at han skulle forsvinde igen.

Jeg havde været så kæphøj. Jeg havde forladt ham for at være alene. Jeg havde gået 40 km, dels fordi jeg kunne, dels fordi jeg havde brug for at distancere mig fra alle andre mennesker.

.. Men nu stod han der igen, og i det øjeblik følte jeg, at han var min mest nødvendige ven i hele verden!!

2 Comments

  1. Camilla
    23. november 2017

    Hvor er det bare spændende at følge din tur på Caminoen. Simpelthen så sejt, at du har gjort det!! 😀

    Svar
    1. En snegl på vejen
      23. november 2017

      Hej Camilla, Tusind tak! Du kan glæde dig til også at følge med næste år, når jeg skal ud på den lange tur i USA – det gør jeg i hvert fald!! 😀

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *