Test-turen

Hærvejen

Til at starte med var Hærvejen målet i sig selv – 500 km fra Hirtshals i nord til Padborg i syd. Men i takt med at idéen om at vandre i USA udviklede sig, kom den ligeså meget til at fungere som en test-tur.

Min hang til bekvemmeligheder er stor, og det er som udgangspunkt ikke for at nægte mig selv luksus, at jeg vandrer. Men begrebet ’luksus’ kategoriseres på en helt anderledes og lidt syg skala, når man vandrer – hvilket faktisk er en af de ting, jeg godt kan lide.

Luksus i den virkelige verden = Spa- og massagetur til Budapest, med overnatning på hoteller, og snacking på michelin-restauranter.

Luksus i vandre-land = Flad grussti, sovesal med 40 senge og en udefinerbar, farveløs menu på en tilrøget bodega i provinsen.

Min pointe er, at luksus reelt får en helt anden betydning, og jeg har oplevet at sætte større pris på et fællesbad og en seng med plastikovertrukket madras, end jeg nogensinde havde troet muligt.

I min research af The Appalachian Trail, gik det op for mig, at der kommer til at være ret langt til den form for vandrerluksus, jeg tidligere har været vant til; den slags hvor jeg har sovet i en rigtig seng, haft en minimal oppakning og sluppet for at lave mad til mig selv.

Og generelt vil det være dumdristigt at tage til USA i et halvt år, uden at forberede mig på, hvordan det bliver at sove i telt, og udelukkende overleve på den mad jeg selv medbringer og koger – jeg kan risikere at tisse i min sovepose af skræk alene i en skov, eller at mine ben kollapser på grund af den ekstra vægt i min rygsæk.

Derfor tænkte jeg; at det nok var en god idé at prøve at skrue overlevelsesfaktoren lidt op. På den måde kommer jeg i det mindste til at undgå det overraskelsesmoment af angst, jeg vil møde, når jeg befinder mig mutters alene i en fremmed amerikansk skov – fordi jeg allerede er bekendt med lige præcis den følelse af frygt.

Hærvejen var oplagt som test-tur – Danmark forekommer alt andet lige tryggere end USA, og det farligste, jeg kunne risikere at støde på, var en nordjysk landmand eller en enlig ulv – i hvilke tilfælde jeg blot kunne ringe til mine forældre, som ville køre ud og hente mig på en time.

Så jeg opgraderede min oppakning med et telt og en masse frysetørret mad..

Testen gik som forventet, og konklusionen blev: Jeg kunne sikkert have nået at gå hele Hærvejen på tre uger, hvis ikke min oppakning havde været så forbandet tung. Men til gengæld gav det mig en betydelig større grad af frihed i form af overnatningsmuligheder at have mit hus med i rygsækken – hvilket nok var det, der i sidste ende reddede mine fødder.

Jeg er sikker på, at Hærvejen overhovedet ikke kan sammenlignes med The Appalachian Trail..!! Men mine ben er ikke kollapset, og min sovepose tørrer hurtigt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *