Tåge

Tåge

Størstedelen af dagene i sidste uge startede med tåge.. Ikke en let dis, der indhyller landskabet i et gyldent morgenskær men en tung, hvid, uigennemtrængelig mur af intethed – så voldsom, at jeg ikke kunne se fem meter frem foran mig.

Mens jeg drønede af sted på motorvejen på vej til arbejde, blev jeg overvældet af en næsten uimodståelig trang til at holde bilen ind til siden, stige ud og tage et skridt ud i intetheden for at forsvinde – følelsen af at blive omfavnet og opslugt af ingenting!

.. Er det kun mig, der har det sådan?

I mit hoved udspiller det sig som en scene taget ud af en pittoresk film noir:

White noise stilhed, der lukker alle andre lyde ude, mens jeg forsvinder i ensomheden – min skygge fader langsomt ud, indtil der kun er hvidt tilbage..

En søgen efter omrids i en flugt fra karikatur!!

.. Tåge fascinerer mig!

Jeg har aldrig med fuldt overlæg opholdt mig frivilligt i tåge, men sidste uge mindede mig om mine formiddage i de Kantabriske bjerge i Spanien – usikkerheden, frygten og fascinationen skyllede ind over mig som en tyk grød på Vestmotorvejen.

En genkendelig følelse af; at et enkelt skridt udenfor stien ville være et skridt ud i ingenting. Jeg kunne genkalde mig følelsen af ensomhed og tryghed ved at være pakket ind og skærmet fra omverden, på samme tid med at frygten for ikke at vide, hvad der ventede rundt om hjørnet, fik overtag.

Jeg huskede irrationaliteten af de følelser, der blev skabt i mit hoved; en reaktion der ikke var baseret på virkelighed. Jeg gik som om, jeg med hvert skridt følte mig frem, og jeg var lige ved at pisse i bukserne af skræk, da konturerne af en mand langsomt tog form på stien foran mig..

Min frygt var for ingenting – da tågen lettede, virkede det lige så irrationelt og latterligt, som det reelt var!

Som en kopi af en virkelighed, hvor vi er bange for alt det, vi ikke kan se..

Jeg kan godt lide den kontrolløse fornemmelse, der efterfølgende bliver overtaget af taknemmelighed over, at jeg ikke satte mig ned og tudede.. Det får mig til at føle mig stærk.

De morgner i sidste uge trak det i mig at få lov til at forsvinde – at træde ud i ingenting og mærke alting – en fascination af den følelsesskabende illusion.

.. At slippe kontrollen over min egen færden, med magten til at give efter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *