Stolt abe i bur

Tourigrinoer

Mit første rigtige møde med tourigrinoer skete efter endnu en varm dag på Caminoen.

Jeg var nået frem til mit mål og sad med fødderne oppe på en stol, mens jeg drak dagens iskolde cola i herbergets gårdhave.

Ind valsede en hel flok tourigrinoer.. Omkring 35 mennesker kom larmende ind med små dagsrygsække og vandrestave – omtrent det antal der kan stuves ind i en turistbus med aircondition.

De skramlede med alle de stole, de kunne komme i nærheden af og snakkede højlydt om, hvor hård og varm dagen havde været.

.. Tour-guidens opgave stod mål med en børnehavepædagogs!!

En mand, der havde slået sig ned i en stol nær mig, spurgte guiden, om han skulle tage sine vandrestøvler på den kommende dag, hvor de skulle i bjergene..!?

Jeg kastede et blik på hans fodtøj, der for mig at se var ganske almindelige vandrestøvler, endda lidt mere hårdfør end mine. Jeg kunne ikke lade være med at sende ham en hånlig tanke – det faktum, at han troede, at et skoskift var nødvendigt, vidnede blot om, at han ikke havde nogen anelse om, hvad han havde gang i.. Desuden afslørede hans spørgsmål åbenlyst, at de blev kørt i bus derhen, for bjergene var stadig tre dagsvandringer væk.

.. Manden fangede mit skeptiske blik, og så på mig med slet skjult ubehag. Jeg overvejede, om det var fordi, jeg lugtede af sved, om det var støvet i mit hår, eller om det var fordi jeg sad med fødderne oppe på en stol for at kickstarte blodtilførslen til mine tæer.

Han hviskede til nogen af sine tourigrino-venner, der også begyndte at stirre..!

Jeg følte mig som en abe i bur – omend en stolt abe i bur, der lige havde gået 34 km på vabelfyldte fødder..

Tour-guiden satte sig tilrette ved et bord, efter han havde lånt herbergets stempel i baren, og hele flokken linede sig op på række, hvorefter de én efter én fik et stempel i deres pilgrimspas.

Tanken om, at de ved vejs ende, skramlende og larmende, kunne valse ind på pilgrimskontoret i Santiago og få udleveret det samme slags pilgrimsbevis som mig, gjorde mig sgu lidt sur – det var så åbenlyst unfair!!

Jeg er overbevist om, at de i sidste ende tror, at de har fået mindst lige så meget ud af turen som mig – at de har knoklet lige så hårdt og kæmpet med lige så mange udfordringer..

.. Sandheden er; at de har en rygsæk på, som indeholder deres pung og en langærmet trøje, og at de er blevet fragtet i bus forbi de ”kedeligste” etaper. De har ikke skullet forholde sig til, hvor de skulle ende dagen eller været ved at kløjs i smagsløse pilgrimsmenuer. De har ikke nøjedes med de samme to sæt tøj i en hel måned, og deres største bekymring fra dag til dag har været hvilke vandresko, de skulle have på, fordi de har haft tre forskellige par med i kufferten.

De har ikke vandret Caminoen, de har set Caminoen!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *