Spanien

Caminoen

Den første dag

Jeg havde med god grund bygget en bekymring op hjemmefra for overhovedet at overleve den første dag på Caminoen, der ifølge samtlige guidebøger var den hårdeste strækning på hele turen – 22 km med en stigning på 1.200 højdemeter efterfulgt af to km med et fald på 500 højdemeter. Vi var blevet advaret om at tanke nok vand til turen, fordi der var melding om udtørrede vandposter på ruten. Høj på adrenalin og læsset med vanddepoter til at slukke tørsten på en kamel satte jeg ud fra St. Jean Pied de Port i følgeskab med en svensker, der var lufthavnsportør i Gardermoen. Efter otte km nåede vi Refuge Orisson – sidste mulighed for mad og overnatning. På det tidspunkt var jeg glad for, at...

Caminoen

Drengen der så sin frygt i øjnene

Af alle de sære og vidunderlige mennesker, jeg mødte på Caminoen, vil jeg helt klart betegne Drengen der så sin frygt i øjnene, som en af de særeste. Jeg mødte ham på Camino Frances, hvor han med 7 mile skridt og en højde på 2,05 meter var pænt svær at overse. Alligevel gik der lang tid, før jeg rigtig snakkede med ham – faktisk antog jeg det første stykke tid, at han var stum. Det er forholdsvis normalt, at folk holder sig for sig selv på sådan en tur, hvilket man accepterer fordomsfrit, men jeg havde aldrig hverken set eller hørt ham tale med nogen, hvilket ledte mig til at tro, at han simpelthen ikke kunne.. Hver dag i flere uger kom han stormende...

Caminoen

El Camino

I løbet af min første uge på Caminoen blev jeg præsenteret for en lap papir, hvorpå der stod et par bevingede ord om Caminoen: El Camino The journey makes you a pilgrim. Because the way to Santiago is not only a track to be walked in order to get somewhere, nor is it a test to reach any reward. El Camino de Santiago is a parable and a reality at the same time, because it is done both within and outside in the specific time it takes to walk each stage, and along the entire life if only you allow the Camino to inhabit you, to transform you and make you to a pilgrim. The Camino makes you simpler, because the lighter the backpack...

Hvorfor jeg vandrer

Hvad skete der lige for mig?!

Det har aldrig været mig, der stod nede i fitnesscenteret lørdag formiddag. Jeg har aldrig været den fysiske type – jeg hader at svede og blive forpustet. Jeg havde nær dumpet idræt i gymnasiet. Jeg hadede bolde, der for mig var en uhåndterbar rund klump, vis eneste formål var at give mig næseblod. Jeg rystede på hovedet af Marathon og Ironman-udøverne – og hævede at de hellere burde få sig et liv. .. Og her står jeg så nu, med en drøm om at okse op og ned af bjerge i USA, uden en ordentlig seng eller et velsmagende måltid – i et fucking halvt år. Jeg tager alle mine fordømmelser i mig igen, og undskylder for min naive bedreviden – jeg er jo...