Ren skiveost!!

Særheder

Jeg gør, hvad jeg vil, når jeg er på vandretur, og jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, for i virkeligheden tænker de ikke noget.. Det er helt okay at være sær, for det er de særlige særpræg, der gør os forskellige.

På en tur hvor hovedformålet er; at jeg går turen for mig selv, er der ingen, der ser skævt til, at jeg har lyst til at gå den særpræget!

Jeg behøver ikke at forklare mig over for nogen – bryder de andre sig ikke om min særhed, tager de bare afstand – sakker bagud eller overhaler. Desuagtet er der en kæmpe respekt omkring den bedrift, det er; at vandre en tur som Caminoen.

.. Nogen gange er der dog grænser for galskaben.. Og et af de slags mennesker stødte jeg på en formiddag på Caminoen.

Jeg er ikke så god til at spise morgenmad! Herhjemme har jeg en usund tendens til helt at springe den over, men på vandreturen bliver det temmelig tydeligt, hvor vigtig det er, for så vidt angår energi. Manglende morgenmad betød, at farten dalede markant, og evnen til at tænke rent forsvandt.

Jeg fik derfor en rutine, hvor jeg startede dagen ud med at gå nogle kilometer og efter en times tid, var jeg klar til at få noget indenbords..

Den formiddag stoppede jeg i en lille by, der stort set kun bestod af en bar med et mikroskopisk købmandsudvalg. Jeg købte en sandwich, et glas friskpresset appelsinjuice og en kop kaffe, inden jeg satte mig udenfor ved de opstillede caféborde, som var fyldt til randen med pausende pilgrimme.

Da jeg havde siddet der lidt, kom der en lettere højrøstet dame med store armbevægelser, og lille situationsfornemmelse. Hun stillede sine ting ved nabobordet og gik ind for at købe mad. Da hun kom ud igen, satte hun en kop kaffe og en pakke skiveskåret ost fra sig og begyndte at snakke overvældende meget med de omkringsiddende pilgrimme.

Jeg iagttog hende i stilhed, mens hun åbnede pakken med ost – tog en skive, rullede den sammen og spiste den i to mundfulde – derefter en ny skive, rullede den sammen og spiste den i to mundfulde – alt imens kæften ikke stod stille på hende et eneste sekund!

Paralyseret af fascination og væmmelse – jeg bryder mig virkelig ikke om ost – tog jeg mig selv i at sidde og stirre på hende. Mine øjne fulgte hendes hænder, der gravede ned i pakken og tog endnu en skive op, som led samme skæbne som de to foregående. Sådan fortsatte hun indtil pakken var tom, mens hun indimellem tog en slurk af sin kaffe og blev ved med at snakke med munden fuld af ost.

Hun kiggede over på mig et øjeblik, og jeg smilede, som om jeg var interesseret, men sandheden var, at jeg ikke kunne løsrive mit blik fra, at hun lige havde formået at ondulere en hel pakke skiveskåret ost uden nogen form for tilbehør..!!

Jeg drak min kaffe færdig og gik min vej.. Så hurtigt jeg kunne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *