Psyke og ego

Terapi i vandresko

Jeg blev forleden spurgt, om det ikke kunne gå begge veje med tankerne og psyken på en længere vandretur – enten bliver man stærkere, eller også knækker man?!

Mit umiddelbare svar er; Nej..!!

.. Man kan ikke komme hjem og være mere fucked, end da man tog af sted!!

Chancen for at knække bliver ikke større, fordi jeg tager på vandretur – tværtimod møder jeg en større forståelse og bekræftelse fra mig selv og mine omgivelser.

Alle de dårlige tanker som; had, misforståelse, sorg, vrede, manglende identitet mv. har det med at dukke op i knolden uanset, hvor jeg befinder mig. På en vandretur kan jeg ikke blive fri for de tanker og følelser, jeg til daglig fejer så sirligt af vejen. Til gengæld står jeg i en situation, hvor de lige pludselig syner af ingenting; fordi jeg står ude på en mark i silende regn, og mit regntøj for længst har givet op, eller fordi jeg befinder mig i en dal i 40 graders varme med en halv dl vand tilbage i dunken.

Når dagen er omme, erkender jeg, at det har været en lorte dag, ikke på grund af tankerne, men på grund af alle omstændighederne, der har gjort det til en lorte dag.. På trods af dét har jeg formået at gennemføre uden at dø – deri ligger et helt livs bekræftelse.. Og i værste fald har jeg lært, at det i sidste ende ikke er tankerne, der kommer til at slå mig ihjel..!!

Jeg vil derfor hævde, at det eneste der kan ske ved, at man ikke kan holde sine egne tanker ud, er at man tager hjem – man venter ikke nogen og 457 km, til man har nået målet, for derefter at give op..!

Noget der til gengæld godt kan lide et knæk, er mit ego – det er de færrestes selvbillede, der overlever en lang vandretur intakt..

Jeg er så vant til lige at presse mig selv lidt mere for at nå op på niveau med min sidemand – jeg ser på de andre, og måler mig i deres distance, fart, udholdenhed og fysiske tilstand..

.. DET ER EN FEJL!!

Jeg kan have svært ved at fralægge mig arrogancen og komme overens med tanken om, at en dobbelt så gammel kvinde kan gå hurtigere end mig, eller at en tre gange så tung mand kan gå dobbelt så langt.. Men det er nødvendigt!!

Min følelse af succes skal ikke måles op mod andres – der er ikke plads til mit arrogante ego – det giver mig kun inflammation og vabler..

Jeg kommer ikke hjem med et sind, der er knækket flere steder end, da jeg tog af sted, men jeg kommer hjem med et knækket ego og følelsen af sejr. Jeg har overlevet stemmerne i mit hoved, vablerne og en hulens masse andre forhindringer – jeg går lige så langt som de andre, det går bare langsommere..

.. I sidste ende er det alt sammen okay.. Jeg er okay..!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *