Vandredagbog

Tourigrinoer

Stolt abe i bur

Mit første rigtige møde med tourigrinoer skete efter endnu en varm dag på Caminoen. Jeg var nået frem til mit mål og sad med fødderne oppe på en stol, mens jeg drak dagens iskolde cola i herbergets gårdhave. Ind valsede en hel flok tourigrinoer.. Omkring 35 mennesker kom larmende ind med små dagsrygsække og vandrestave – omtrent det antal der kan stuves ind i en turistbus med aircondition. De skramlede med alle de stole, de kunne komme i nærheden af og snakkede højlydt om, hvor hård og varm dagen havde været. .. Tour-guidens opgave stod mål med en børnehavepædagogs!! En mand, der havde slået sig ned i en stol nær mig, spurgte guiden, om han skulle tage sine vandrestøvler på den kommende dag, hvor...

Vabler

Vabler II

Det gik kun ned ad bakke fra det øjeblik på Caminoen, hvor jeg fik mine første vabler.. Straffen for min kæphøjhed – vablerne vidnede om, at jeg havde overhørt alle alarmklokkerne og gået over evne. Selvom jeg hadede mig selv fra første øjeblik om morgen, hvor jeg satte fødderne på gulvet, var der en ubeskrivelig længsel efter at komme af sted.. Det sang for ørerne af mig af smerte, så jeg skulle samle mod til at stikke fødderne i vandrestøvlerne. Alligevel føltes det langt mere uoverskueligt at skulle opholde mig det samme sted to dage i træk – længslen efter at gå var for stor! Derfor evnede jeg at snøre skoene og gå videre – ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne...

Særheder

Ren skiveost!!

Jeg gør, hvad jeg vil, når jeg er på vandretur, og jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, for i virkeligheden tænker de ikke noget.. Det er helt okay at være sær, for det er de særlige særpræg, der gør os forskellige. På en tur hvor hovedformålet er; at jeg går turen for mig selv, er der ingen, der ser skævt til, at jeg har lyst til at gå den særpræget! Jeg behøver ikke at forklare mig over for nogen – bryder de andre sig ikke om min særhed, tager de bare afstand – sakker bagud eller overhaler. Desuagtet er der en kæmpe respekt omkring den bedrift, det er; at vandre en tur som Caminoen. .. Nogen gange er der dog grænser for galskaben.....

Pamplona

Shopping?! Hell NO!!

Jeg er primært vant til kulturelle storbysferier – timevis af museer og flere dages shopping – I love it! Den første storby, jeg ankom til på Caminoen, var Pamplona. Jeg havde researchet lidt forinden, og det er blandt andet byen med den ugelange festival San Fermín, hvor hovedelementet er; The running of the bulls. Flere hundrede mennesker der løber gennem Pamplonas gader forfulgt af tyre. Det er en vanvittig smuk by med smalle gader og farverige bygninger, omkranset af en kæmpemæssig bymur – meget middelalder-agtigt. Idet jeg trådte indenfor bymuren, kunne jeg nærmest fornemme stemningen af tosset tyrejagt, som om byen var designet til formålet. Jeg var stået umenneskelig tidligt op for at følges med to granvoksne meget kristne mænd – fordi "nogen" havde læst,...

Vandring i Danmark

Kun 3 km..!!

Til at starte med, havde jeg planlagt at gå fra Århus til Silkeborg i pinseferien, men det blev lavet om, fordi jeg skulle pleje mine teenager-fornemmelser – der var Justin Bieber koncert i Århus, og jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Turen blev derfor afkortet, og jeg gik i stedet fra Skanderborg til Silkeborg. Fredag kørte jeg min bil til Silkeborg og tog toget tilbage til Skanderborg – det var min første tur med telt, og jeg var stadig for rookie til, at jeg turde at ligge i telt i en mørk skov alene, så jeg havde planlagt turen ud fra campingpladser. Jeg nåede Ry næste dag sent ud på eftermiddagen og drak en kop kaffe ved kanobassinnet, mens jeg iagttog forbipasserende mennesker og forsøgte at lokalisere...

Caminoen

Den første dag

Jeg havde med god grund bygget en bekymring op hjemmefra for overhovedet at overleve den første dag på Caminoen, der ifølge samtlige guidebøger var den hårdeste strækning på hele turen – 22 km med en stigning på 1.200 højdemeter efterfulgt af to km med et fald på 500 højdemeter. Vi var blevet advaret om at tanke nok vand til turen, fordi der var melding om udtørrede vandposter på ruten. Høj på adrenalin og læsset med vanddepoter til at slukke tørsten på en kamel satte jeg ud fra St. Jean Pied de Port i følgeskab med en svensker, der var lufthavnsportør i Gardermoen. Efter otte km nåede vi Refuge Orisson – sidste mulighed for mad og overnatning. På det tidspunkt var jeg glad for, at...

Rubjerg Knude

Mareridtet ved Rubjerg Knude

På anden dagen af Hærvejen overnattede jeg på et herberg lidt syd for Rubjerg Knude. Det er en af de dagsvandringer, jeg husker allerbedst, fordi det stod ned i stænger det meste af dagen. Da jeg sent ud på eftermiddagen fik Rubjerg Knude i øjesyn, var det ikke med den overvældende følelse af begejstring, jeg havde håbet på – tværtimod! Det var et rædselsvækkende møde med et vådt, bart og øde landskab.. - Ud af det grå blev alt lyst op af et unaturligt bjerg af gult sand! Jeg bevægede mig nærmere med et ambivalent tankemylder, der lød noget i retningen af: - ”Shit hvor er her smukt.” - ”Som taget ud af en gyserfilm.” - ”Jeg skal ikke stå på nakken af tyske turister...