Mareridt

I give up!!

Alle tænkelige følelser kulminerede i et kaotisk inferno i min sidste uge af The Appalachian Trail, og jeg tør slet ikke at tænke på, hvor mange sten jeg har siddet på og tudet mine øjne ud. .. Heldigvis var menneskemængden døet ud, så jeg bekymrede mig ikke synderligt over publikum. Jeg havde længe været klar over, at jeg ikke ville være i stand til at nå det hele inden min planlagte slutdato – jeg ville så gerne hjem og holde jul og håbede at holde den gående indtil den 30. november. Jo længere tid der gik, jo koldere blev det!! .. ”Det er usædvanlig koldt for årstiden”, sagde de lokale, og jeg havde lyst til at banke hovedet ned i maven på dem for...

Why are you doing this to yourself?!

Jeg har på nuværende tidspunkt ikke et intelligent svar på spørgsmålet om, hvorfor jeg har valgt at leve i mudder og skidt flere mil fra en rigtig seng og et måltid, der består af mere end én enkelt grødet konsistens. .. Endnu mindre til spørgsmålet om; hvorfor jeg bliver ved! Tanken om at stoppe, føles bare forkert - som om det ikke giver mening at lade være med at blive ved! Det er ikke nogen hemmelighed, at det er hårdt, og at de dårlige dage tæller flere end de gode. Sandt; der er fantastiske øjeblikke, hvor jeg pludselig opdager, at jeg befinder mig i et alfelignende habitat, hvor græsset er så lysegrønt og let, at det ligner, at bjerget har pels. Fuglene synger og...

I’m not the Firestarters girl for nothing..!!

.. Sådan ser man ud, når man lige har snydt Døden!! Min dag startede fint - de havde lovet regn, men det lod vente på sig.. Faktisk var det perfekt vandrevejr; let overskyet ikke for varmt, ikke for koldt - lige nok til at jeg følte mig mere end tilpas i t-shirt og short-shorts! Ud på eftermiddagen satte jeg mig på en sten og spiste en snack - en seasalt caramel almond Kind bar for at være eksakt.. .. Og så forsvandt stilheden.. Som havde jeg knipset med fingrene, blev himlen mørkere end mørk, og regnen begyndte at falde. Jeg nåede lige at tage min regnjakke på, inden det hele stod i ét, og jeg kunne høre den dybe rumlen af torden bag mig.....

Clingmans Dome

Det højeste punkt på The Appalachian Trail er Clingmans Dome i nationalparken Great Smoky Mountains - med over 1.000.000 besøgende om måneden i højsæsonen, er det den mest besøgte nationalpark i USA.Som thru-hiker havde jeg erhvervet mig en tilladelse og en masse mund-til-mund historier om, hvor fantastiske og kolde bjergene kunne være.... Don't ship up your warm clothes before the Smokys!!.. Bullshit!! Den første dag, som udelukkende bestod af opad, var varm som ind i helvede!! Jeg havde sendt mine shorts i forvejen til Hot Springs og svedte som et svin velvidende, at min taske bestod af endnu et par lange bukser og regntøj!!Dave er hurtigere end mig, men jeg kan gå længere..Den første dag endte med, at jeg hyperventilerende af angst sneglede mig...

Indgangen til det forjættede land

Indgangen til det forjættede land

Dagene inden afgang var følelsesladede og hårde!! Jeg er ikke god til farveller - første skridt ud af komfortzonen! Den knugende fornemmelse af afsavn startede allerede, da jeg tog afsked med mine forældre og drog tilbage mod København.. .. Anna og en hel nat med Oscar afværgede et sammenbrud! .. Til gengæld genererede jeg et søvnunderskud, som var lidt for let at vedligeholde frem til afrejse. Den sidste aften stod jeg med følelsen af; at have røven i klappehøjde, da jeg segnefærdig måtte sande, at min taske trods nedjustering stadig var for tung - lidt over 15 kg, hvilket ikke efterlader rum til mad og udestående grejindkøb.. Tynget af spekulationer og en stadig større angst for min tur, fik jeg fire timers usammenhængende søvn...

Hvad helvede har jeg gang i

Hvad helvede har jeg gang i?!

Jeg havde sidste arbejdsdag i onsdags..! En dag, jeg har set frem til så længe, at det forekom uvirkeligt at gå ud af døren for sidste gang. Efterfølgende har alle de beskeder, jeg har modtaget, haft nogenlunde enslydende budskab: ”Juhuuu! – Nu er du færdig! – Der er ikke lang tid, til du skal af sted! – Er du spændt?” Jeg svarer: ”Øhh, ja, det er dejligt!” .. I virkeligheden er det ikke særlig dejligt!! I virkeligheden føler jeg mig som et rædselsslagent dyr, fanget i lyskeglen fra to forlygter, ude af stand til at bevæge mig, og med den største trang til at skide i bukserne af skræk!! .. Hvad helvede har jeg gang i?! Der er ikke et gran af forventningsglæde at...

I min mors og fars have

I min mors og fars have..

Der er en hvid kat, der render rundt og skider i min mors og fars have – det er de pisse trætte af! Men den er for hurtig, når de prøver at sprøjte vand på den for at jage den væk! .. Eller også er de for langsomme!! Mine forældre bifaldt derfor, at jeg camperede i deres have natten til søndag – det kunne måske holde katten væk?! Jeg havde svoret at tage konsekvenserne af min fatale sovepose fejl og afprøve mit sovegrej inden afgang.. Det resulterede i et ét-mands festival-setup i et parcelhuskvarter i en forstad til Århus. Teltet blev rejst i løbet af eftermiddagen, lige inden jeg gik indenfor og tog mig en to timer lang morfar.. Da jeg stod op, biksede...

Caminoen

Den første dag

Jeg havde med god grund bygget en bekymring op hjemmefra for overhovedet at overleve den første dag på Caminoen, der ifølge samtlige guidebøger var den hårdeste strækning på hele turen – 22 km med en stigning på 1.200 højdemeter efterfulgt af to km med et fald på 500 højdemeter. Vi var blevet advaret om at tanke nok vand til turen, fordi der var melding om udtørrede vandposter på ruten. Høj på adrenalin og læsset med vanddepoter til at slukke tørsten på en kamel satte jeg ud fra St. Jean Pied de Port i følgeskab med en svensker, der var lufthavnsportør i Gardermoen. Efter otte km nåede vi Refuge Orisson – sidste mulighed for mad og overnatning. På det tidspunkt var jeg glad for, at...

Hærvejen

Skizofrent dansk sommervejr

Hærvejen var på alle måder en hård tur! Dels var jeg ikke fuldstændig forberedt på, hvor stor betydning det havde, at min oppakning vejede dobbelt så meget, som jeg var vant til. Dels havde jeg forventet at møde langt flere mennesker, end jeg gjorde. Og dels havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive så lortet vejr! .. Jeg kan i allerhøjeste grad skrive under på udeblivelsen af den danske sommer anno 2017. Det meteorologiske Danmark sucks! – BIG TIME!! Turen står tilbage i min hukommelse som våd, og resulterede i en mental rutsjebanetur af dimensioner. Sammenlagt vil jeg skyde på, at lidt over 2/3 af turen bød på regn – og her taler vi alle former for regn:...

Rubjerg Knude

Mareridtet ved Rubjerg Knude

På anden dagen af Hærvejen overnattede jeg på et herberg lidt syd for Rubjerg Knude. Det er en af de dagsvandringer, jeg husker allerbedst, fordi det stod ned i stænger det meste af dagen. Da jeg sent ud på eftermiddagen fik Rubjerg Knude i øjesyn, var det ikke med den overvældende følelse af begejstring, jeg havde håbet på – tværtimod! Det var et rædselsvækkende møde med et vådt, bart og øde landskab.. - Ud af det grå blev alt lyst op af et unaturligt bjerg af gult sand! Jeg bevægede mig nærmere med et ambivalent tankemylder, der lød noget i retningen af: - ”Shit hvor er her smukt.” - ”Som taget ud af en gyserfilm.” - ”Jeg skal ikke stå på nakken af tyske turister...