Når verden stopper

Når verden stopper

Hele idéen om The Appalachian Trail har været så lang tid undervejs, at afrejsedagen forekommer uvirkelig! Det føles som om, dagen slet ikke eksisterer, fordi det i så lang tid har været den eneste dag, der har eksisteret.

Jeg har brugt det sidste halve år på gennemtænkning og planlægning i et forsøg på at forholde mig til turen – alt har været fokuseret omkring den 8. marts 2018 – efter dét er der ingenting!

.. Og det er pisse urovækkende!!

Følelsen er en blanding af boblende forventningsglæde, koldsved og panikangst – som at stå foran en lukket dør uden at have den fjerneste anelse om, hvad der er på den anden side.

Spørgsmålet: ”Hvilke tanker har du gjort dig om din tur?” har nogenlunde samme tyngde som spørgsmålet om, hvad jeg har tænkt mig at stille op med resten af mit liv..

.. Jeg har ingen anelse!

Det er pisse skræmmende at erkende, at jeg famler i blinde – at jeg reelt ikke ved en skid om, hvad jeg kan forvente!

Hvad sker der, når jeg står på kanten af afgrunden den 8. marts, og det eneste, der er tilbage, er at tage skridtet ud over kanten!? Eller for mit vedkommende noget lidt mere jordnært; at boarde flyet til Atlanta..

Har jeg pakket rigtigt?! Har jeg pakket nok?! Har jeg pakket for meget?! Hvad har jeg overset?! Tør jeg overhovedet at tage af sted?! Har jeg forberedt mig nok, på det der venter?!..

Alle mine tanker, følelser og forventninger har været centreret om dét, der ligger forud for min tur – men hvad består turen af?! Alle mine forberedelser bygger på et greb ud i tynd luft – hvordan forbereder jeg mig på radikale ændringer i fremtiden?!

I princippet har det hele fungeret som tidsfordriv – for at glemme tiden og min hverdag og selvfølgelig for at være på forkant med alt det, der potentielt kan komme til at ske.. Reelt tror jeg, at mange af mine anstrengelser vil være forgæves, fordi jeg enten har skudt over eller under målet – uanset har de udtjent et formål.

Jeg kan på forhånd gøre mig en masse tanker – men jeg kan ikke forestille mig den grad af udmattelse, tristhed, glæde, vrede, forundring, taknemmelighed, frygt, opgivelse og stålfasthed, jeg kommer til at opleve.

Jeg kan ikke planlægge mig ud af de hårde følelsesmæssige udfordringer, for jeg kan ikke mærke dem endnu – når alt kommer til alt, ønsker jeg heller ikke at prøve!

Glæder jeg mig?! Ja, gu’ helvede glæder jeg mig!

.. Men jeg er også bange – helt ind i sjælen rædselsslagen – selvom jeg ikke føler mig bange!

Det er som om, verden stopper den 8. marts 2018 – efter den dag kan jeg ikke gøre andet end at følge med, som tingene sker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *