Modig

Vandremod

Når jeg fortæller, at jeg vandrer alene, får jeg ofte en kommentar med på vejen om, at jeg er modig.

Jeg bliver lige smigret hver gang.. Men når alt kommer til alt, bruger jeg ikke særlig mange kræfter på at opbygge mit mod – mit behov for at vandre overstiger min frygt. Og i realiteten fungerer det bedst for mig at vandre alene, fordi det giver mig rum til at være mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan være bange. Jeg har flere gange oplevet at presse mig selv helt ud på kanten, hvor jeg nærmest tuder af angst, og i sådanne situationer ville det være rart med en vandrer-ven at dele sine bekymringer med. Om ikke andet så for at håbe, at nogen vil løbe efter hjælp, hvis jeg er helt fucked.

.. Heldigvis har det endnu hørt til sjældenhederne, at jeg er død af skræk, og i rammerne af mit trygge hjem, vil jeg nærmest gå så langt, som til at påstå, at jeg for alt i verden ikke vil undvære min frygt – for det er blandt andet dén, der gør, at belønningen i sidste ende føles endnu større.

Jeg har længe været klar over, at jeg ikke er bange for at være alene. Jeg finder en ro i at være på egen hånd og kun at skulle tage hensyn til og bekymre mig om mig selv. Men de situationer, hvor jeg føler, at jeg ikke har kontrol og er overladt til skæbnens luner, skræmmer mig fra vid og sans.

Mine vandrerturer har dog indtil nu forløbet temmelig fredeligt. Det har primært været vejrets omskiftelighed, og min egen skødesløshed, der har været uhyggelig. Derfor forsøger jeg nu alligevel, så vidt muligt, at forberede mig på de potentielle farer, jeg kan støde ind i. Det beroliger mig med en falsk form for tryghed, at jeg har overvejet de værst tænkelige scenarier hjemmefra.

Jeg er et forholdsvis fornuftigt og logisk tænkende menneske, og i sidste ende fungerer min frygt som alarm til at skærpe mine sanser og være opmærksom på de skridt, jeg tager. Uden den ville jeg for alvor være på spanden!

Jeg er bange for at gå The Appalachian Trail – lige nu forekommer det som et frygtindgydende eventyr, jeg bevæger mig ud på! Men jeg ved også, at frygten for det ukendte altid overstiger den reelle virkelighed, og så længe jeg kan sige til mig selv, at det ikke bliver værre end, at jeg kan vende snuden hjem, er det overkommeligt.

Mine kære forældre derimod er hunderæd for, at der skal ske mig noget, hvilket jeg godt forstår. Det er bare ikke så hensigtsmæssigt, for det får alle de ting, jeg i forvejen er nervøs for, til at vokse sig større. Men jeg prøver at lyde fattet og maner alle deres bekymringer til jorden.

.. og undlader at fortælle, at jeg i min jagt på at aflive min egen frygt har søgt den dummeste information ever!! – jeg har googlet: ’Murders on The Appalachian Trail’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *