Mette græd..

The Appalachian Trail

.. da jeg fortalte hende, at jeg havde besluttet mig for at gå The Appalachian Trail næste år.

Jeg havde lige sat mig ind på passagersædet i deres store familiekaret på vej mod en varm sommerdag i Dyrehaven.

KV sad lidt døsig i sit barnesæde på bagsædet, Mette ved siden af, og Tue førte slæden.. Det var dér, det fløj ud af mig;

”Jeg har besluttet mig for at gå The Appalachian Trail til marts..” sagde jeg med begejstring i stemmen, mens jeg vendte mig om for at kigge bagud på KV og Mette.

”Ej hvor dejligt!” nåede hun at kvittere, før vandet stod ud af tårekanalerne på hende.

Mette har aldrig været den sentimentale type – det plejer at være mig.. Som resultat af, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, gav jeg mig til at grine..

Hendes følelsesladede reaktion stammer fra det faktum, at hun er blevet mor – det var i hvert fald hendes forklaring på den uvante reaktion. Hendes mor-bekymring er vokset, så nu er hun ekstra bange for, at jeg bliver spist af en bjørn eller falder ud over en skrænt.

.. Det med skrænten er hende undskyldt, for jeg kan godt finde på at bevæge mig lidt grænsesøgende oppe på toppen. Jeg forsøger dog så vidt muligt at undgå for mange nærdødsoplevelser, da jeg ikke ønsker en brat afslutning på mine eventyr..

Hun var heller ikke så oprevet, at hun ikke kunne smile ud gennem tårerne, hvilket beroligede mig en lille smule – jeg har rigeligt i ét sæt bekymrede forældre..!

Men jeg må nok bare indfinde mig med, at det er sådan, det kommer til at være fra nu af, for gudhjælpemig om hun ikke begyndte igen et par uger senere, da hun fortalte om mit eventyr til en af sine veninder!!

I virkeligheden føler jeg mig heldig, at jeg har en veninde, der bekymrer sig om, hvorvidt jeg kommer hjem i ét helt stykke eller ender mit liv i vildmarken som bjørneføde.

Hun må få mine forældres nummer, når jeg tager af sted. Så kan de starte en støttegruppe for bekymrede voksne og holde hinanden opdateret hen ad vejen. Forhåbentlig kan de finde et fællesskab i deres bekymring over min uansvarlighed, så de undgår at ligge søvnløse over, hvor jeg mon befinder mig i løbet af det halve år.

.. Jeg har læst mig til, at bjørnene heldigvis ikke har lyst til at flå hovedet af mig som udgangspunkt – det er kun, hvis jeg planlægger et bagholdsangreb, hvilket jeg umiddelbart ikke går med nogen tanker om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *