Me and Dave

Halvvejs oppe ad the approach trail mod toppen af Springer Mountain - den officielle start på mit northbound Appalachian eventyr - var jeg nær død på grund af en blanding af spekulationer; om det nu virkelig var en god idé at fortsætte og overanstrengelser..

Min destruktive tankestrøm blev et øjeblik afbrudt, da jeg fik øje på en ung mand, der lå på alle fire midt på stien og kæmpede med sin rygsæk..

.. Jeg øjnede en mulighed for at stoppe op og genvinde pusten og forsøgte at skjule, at jeg var ved at kløjs i mit eget åndedræt og usandsynligt dårlige kondi.

"Do you need help?" fik jeg presset ud mellem to vejrtrækninger.

"No, it's just a little adjustment.." svarede han, mens han forsøgte at skubbe sin taske af vejen uden at miste den nedad bjergsiden.

"Okay, see you up there." sagde jeg, mens jeg forsøgte at møve mig indenom, med sveden dryppende fra mit ansigt, og snot løbende ud af næsen!

.. Jeg bandede indvendig over, at han snart ville blive klar over, hvor langsom jeg i virkeligheden var og skruede farten op for at tilbagelægge så stor afstand som muligt, inden han indhente mig..

Jeg nåede rundt om hjørnet på det switchback, jeg var i gang med, før jeg måtte give op og satte mig på en træstub - blå i hovedet af iltmangel!!

.. Fem minutter efter passerede han mig i en overskudsagtig fart, der fik mig til at føle mig endnu mindre.

"Hi, again." sagde han, og så var han væk!!

Jeg blev siddende og forsøgte at genvinde min stolthed..

.. Efter ti minutter måtte jeg sande, at den var forsvundet i switchbacks!!

Så jeg fortsatte i stilhed og skam!

Da jeg en lille uge efter nåede Neel Gap og min første hostelovernatning, gik jeg med blævrende knæ ned ad trappen mod, hvad jeg troede ville blive, en stinkende og ensom nat blandt fremmede..

.. Mit humør steg et par grader, da jeg blev mødt af velkendte ansigter og udsigten til et varmt bad.

Jeg udså mig en tom overkøje, jeg kunne okkupere og smed min taske over i hjørnet med et smil.

Min "underbo" iagttog mig mens, jeg siddende på betongulvet tømte min taske for alt mit lort..

"Hi. You are the girl, from my first day.." sagde han med et sæt øjne, der funklede af smil.

Jeg forsøgte at granske min hukommelse for ansigter..

.. Han fortsatte: "You offered to help me with my backpack, remember?"

2 Comments

  1. Louise
    7. april 2018

    Hej Camilla
    Jeg kan ikke huske hvordan jeg først læste om dig og dit eventyr, måske det var i opdag verden? Men jeg har i hvert tilfælde fulgt dig siden, og tænkte jeg lige ville give mig til kende.
    Når det er super hårdt, så skal du vide, at der sidder en her i DK i Roskilde området og følger dig, sender dig max respekt for dit mod og ønsker at kunne gå i dine fodspor en dag.
    Held og lykke. Ser frem til næste post? Louise

    Svar
    1. En snegl på vejen
      10. april 2018

      Tusind tak Louise!! Jeg er super glad for at høre, at du har fundet mig, uanset, hvor du har fundet mig.? Håber du en dag får muligheden for at tage af sted – det er for fedt!! Kh. Camilla

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *