Me and Dave II

Upon request..

Dave tog hjem i Hot Springs!!

.. Det var efter tre gode zero-dage med høj sol, cowboy-camping ved floden, thrift-shopping og en times afslapning i de varme kilder, som byen eftersigende er kendt for.

Han kunne ikke mere - min opmuntring og forsøg på motivation var ikke længere nok, så jeg lod ham gå.

Dave og jeg er kærester!!

Når man bor i en skov, og ens største bekymring er, om man kan holde varmen om natten og har nok daggammelt skidt bag ørerne til at vildlede bjørnene, kommer man på en sær måde meget hurtigt, meget tæt på hinanden.

Da jeg mødte Dave ved Neels Gap efter den første uges tid på trailet, lovede vejrudsigten torden og lynild, hvilket ingen af os brød os synderligt om. Dave bookede derfor en hytte på et spa og vin ressort og spurgte, om jeg ville med - umiddelbart ikke en særlig svær beslutning, selvom min mors formanende ord rungede i hovedet på mig..

.. "I'm not a serialkiller", sagde han, hvilket ligesom afgjorde sagen.

.. Det ville under alle omstændigheder ikke være det værste sted at dø - hellere død i hytte end ramt af et lyn i en snestorm!

Han holdt det sobert, og vi nøjedes med at grine frydefuldt af alle de andre, der lå ude i regnen og rystede i bukserne, mens vi fyrede op i pejsen og drak rødvin.

Jeg forbarmede mig og biksede en pastaret sammen - et rart lille afbræk fra kartoffelmos og tun, som var min aftensmad det første lange stykke tid.

Lidt skeptisk over mit miks af ingredienser lænede han sig ind og kyssede mig..

"Ups!" sagde han, og trak det i sig igen, da det gik op for ham, at det var det helt forkerte at sige i øjeblikket.. Og så kyssede han mig igen!!

.. To dage efter var det os, der lå på en bjergtop og rystede i bukserne i en snestorm. Velvilligt gik han med til at holde mig varm i mit to-mands-telt, der maksimalt kan rumme halvanden. Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad der skete på den bjergtop - min farmor og farfar læser også med..!!

.. Jeg vågnede med hovedet presset helt op ad teltdugen og med alle mine tæer i behold!

Siden den dag har vi skændtes, grint og grædt, opmuntret hinanden, holdt i hånd, været bange og lykkelige sammen. Der er ikke langt fra overdrevet optur til medrivende nedtur herude, og jeg har oplevet hans bedste og værste sider, og han mine.

.. Og vi lever stadig!! Blot i afsavn, fordi jeg er stædig nok til at ville gå hele skidtet - med eller uden ham!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *