Mareridtet ved Rubjerg Knude

Rubjerg Knude

På anden dagen af Hærvejen overnattede jeg på et herberg lidt syd for Rubjerg Knude.

Det er en af de dagsvandringer, jeg husker allerbedst, fordi det stod ned i stænger det meste af dagen. Da jeg sent ud på eftermiddagen fik Rubjerg Knude i øjesyn, var det ikke med den overvældende følelse af begejstring, jeg havde håbet på – tværtimod! Det var et rædselsvækkende møde med et vådt, bart og øde landskab..

- Ud af det grå blev alt lyst op af et unaturligt bjerg af gult sand!

Jeg bevægede mig nærmere med et ambivalent tankemylder, der lød noget i retningen af:

- ”Shit hvor er her smukt.”
- ”Som taget ud af en gyserfilm.”
- ”Jeg skal ikke stå på nakken af tyske turister – jeg har det hele for mig selv!”
- ”Fuck – jeg er helt alene!!”
- ”Mon nogen hører mig, hvis jeg skriger?”
- ”Jeg er snart fremme. Jeg er snart fremme!”
- ”Stop! gå tilbage, det her føles forkert!!”
- ”Hvad gør jeg, hvis det begynder at lyne og tordne!?”
- ”Hvor hurtigt vandrer en vandreklit!?”
- ”Hvor lang tid går der, før mit lig bliver dækket af sand!?”
- ”.. Er det mon derfor, her ikke er andre!?”
- ”Jeg vil væk herfra!!”
 - ”Shit, fuck, lort!!!”

Det endte med, at jeg tog den første og bedste afstikker af en vej for at komme væk derfra så hurtigt som muligt.

Dumt valg!! – Det viste sig, at vejen førte i den forkerte retning, så jeg pådrog mig 3 km ekstra, som gik lige i fødderne i mine regnvåde, stive sko. De sidste kilometer humpede jeg af sted i tusmørke langs en landevej, mens jeg talte hvert skridt højt for mig selv for at flytte fokus fra det helt igennem lortede valg, jeg havde truffet.

.. Det er noget, jeg har taget mig selv i at gøre, når kilometermålet frem til destinationen forekommer uoverskueligt på grund af fysisk og psykisk udmattelse. Det er lettere for min kyllingehjerne at forholde sig til, at jeg har gået 100 skridt, end at der er 2,54 km tilbage.. Hver gang jeg når de 100, starter jeg forfra..

Bilerne drønede forbi mig med 80 km i timen, så jeg hvert andet øjeblik måtte træde ud i grøftekantens våde, knæhøje græs, og herberget forekom længere og længere væk – lige indtil jeg pludselig befandt mig der.

En nedlagt trelænget gård, der ironisk nok fungerede som museum for Rubjerg Knude – Ha! Der var ikke specielt hyggelig landmandsferie over stedet, der nærmest forsvandt i mørket.

Jeg fik famlet mig frem til døren og indtastet koden, som jeg tidligere på dagen havde erhvervet mig per telefon, alt imens jeg håbede, at der ikke stod en øksemorder på den anden side og ventede på et udmattet offer – i så fald kunne han bare slå sig løs..

Jeg var done, kaput, finito, FÆRDIG!!

.. Det var den aften, jeg mødte 1.000 bænkebidere og pigen med 6 regnjakker, som var på udkig efter en skandinav, der hed Sven..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *