Langdistance vandring

Langdistance vandring

På trods af omfattende planlægning og koordinering med hverdagslivet foretrækker jeg til hver en tid de længere vandreture.

Årsagerne er mange, men som udgangspunkt er her tre grunde til, hvorfor langdistance vandring er et hit:

1. To get in the vandre-mode – smerte og mental tilpasning
Jeg kan ikke komme uden om det faktum, at det kan gøre helvedes ondt at vandre. Smerten har en tilvænningsperiode på et par uger, og det første lange stykke tid har jeg svært ved at se ud over, at hvert skridt er en fysisk pine. På et tidspunkt hen ad vejen finder jeg mig tilrette i smerten og accepterer, at den ikke går over – og det er dér, jeg kan give slip.

Til daglig lever jeg en grænseløs tilværelse, hvor muligheder og forventninger ofte kan overstige min egen formåen, uden at jeg lægger mærke til det. På vandreturen bliver mine evner til at sætte grænser for mig selv synliggjort i smerte. Straffen for ikke at være i stand til at lytte til mig selv bliver meget bogstavelig – er jeg svært sadistisk en dag, risikerer jeg at gå mig selv i stykker.

På et tidspunkt når jeg ind til en rutine, hvor hver dag er den samme med uforudsigelige oplevelser og udfordringer, og det eneste jeg skal forholde mig til er; at gå. Det bliver simpelt!

2. Tusinde oplevelser af lykke
Følelsen af frihed vokser proportionalt med vandreturens længde..

Når jeg har overstået de første uger af anstrengelser, kan man på en solbeskinnet dag finde mig siddende på en bakketop i flere timer og æde vingummibamser. Fuglene flyver over hovedet på mig, min taske står ved min side, og verden ligger åben for mine fødder.

De små ubetydelige øjeblikke får pludselig betydeligt større mening. En regnbue eller en gavmild handling kan afgøre, om jeg jubler af lykke, når dagen er omme – og jeg har lyst til, at de øjeblikke skal vare evigt!

3. Bekræftelsen i at gå
Følelsen af at være utilstrækkelig findes ikke på en lang vandretur!

Jeg kan, uanset om jeg går 5 eller 35 km på en dag, sige til mig selv, at jeg har udrettet noget stort, når turen er omme. Hver dag står jeg overfor et utal af forhindringer – og hver dag formår jeg at holde mig selv i live.

Jeg behøver ikke at mindes om, at jeg er sej og kan overkomme alt – alene smerterne i min krop bekræfter mig i, at jeg er i stand til langt mere, end jeg tror.. Jo længere turen er, jo sejere føler jeg mig!

Det lyder banalt, men jeg bliver bekræftet i at leve, og belønningen er følelsen af sejr!

.. På det seneste har jeg taget min hjerne i, at fordreje virkeligheder og have storhedsvanvid.. 1.000 km er ikke længere langt – det skal være vildere, højere, længere, tungere!!

2 Comments

  1. Hanne Storm
    24. oktober 2017

    Hilsen moster Hanne, det bliver bare spændende at følge dig.

    Svar
    1. En snegl på vejen
      24. oktober 2017

      Tak! Jeg er såmen også ret spændt 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *