Kiks eller kær ven?!

Vandrestave

Jeg har forbrudt mig mod et løfte om, at jeg ALDRIG ville gå med vandrestave – som om vandring ikke er kikset nok i forvejen?! Hvorfor gøre det værre?!

Vandrestave havde den samme impulsive effekt på mig, som sokker i sandalerne – skulle jeg græde eller grine?

Jeg husker den fremadstormende trend for nogle år tilbage, hvor stavgængere i hobetal infiltrerede provinsen – oftest midaldrende kvinder på jagt efter vægttab. Når de drønede forbi mig på de utallige stier i parcelhuskvarterene, var jeg aldrig helt sikker på, om det var fordi, de var fordybet i deres egne tanker eller skyndte sig væk for at være alene med deres skam..

Antagelsen om skamfuldhed hænger ved.. Dels på grund af min selvudnævnte ret til fordomme og dels fordi jeg aldrig lærte at forstå, hvorfor vandrestave er så pisse fede.

.. Og her sidder jeg og prøver at overbevise andre om, at vandring er the shit – længe leve dobbeltmoral!!

Jeg svor ved mine første vandrestøvler, at det ALDRIG ville blive mig! Jeg så ingen grund til at gøre en større kiks ud af mig selv! Ingen vandrestave – aldrig nogensinde!! Den gang forstod jeg ikke den fulde værdi af mine vandrestøvler – havde jeg vidst det, havde jeg nok valgt at sværge ved noget andet.

.. For jeg har købt vandrestave!!

Jeg har endnu ikke lært at bruge dem – tænker det vil være offentlig selvmord at afprøve dem midt i København – hellere langt ude i skoven, hvor faren for at blive taget på fersk gerning er mindre. Jeg har trods alt 3.500 km at øve mig på, og det er ikke så meget et spørgsmål om lyst, som det er af nød.

Hvad blev der af; ALDRIG?!

ALDRIG druknede i smerter på førstedagen af Caminoen, hvor jeg bandede mig selv og min stolthed ad helvede til! Resten af turen foregik uden vandrestave men med en konstant frygt for enhver lille nedstigning i elevationsoversigten..

Nedstigninger kan være en udfordring for alle – for en person med tendens til skrøbelige knæ er det endnu værre – det føles som én lang korridor til helvede!

Taget i betragtning, at turen i højdemeter svarer til 16x Mount Everest, må nedstigningerne antageligvis også svare til 16x Mount Everest – mine knæskaller giver op og flygter ud af kroppen på mig, hvis de skal klare den opgave alene!

Helt generelt hjælper vandrestave med at udligne belastning og skabe bedre balance. Med en tung taske på ryggen, skal jeg bruge færre kræfter på at stabilisere vægten, når jeg går – både opad og nedad.

Udover at spare mine knæskaller for en flyvetur, mindsker de også i nogen grad risikoen for vabler, fordi min vægt bliver fordelt på fire punkter i stedet for to.

.. Sidst men ikke mindst, afhjælper de en asymmetrisk muskelopbygning, så jeg undgår at komme hjem med steroidelår og kvistearme – modsætningen til don’t-skip-leg-day!

Så ja, jeg giver afkald på en del på denne vandretur – i dette tilfælde min stolthed, der for evigt vil være irreversibel, når jeg løber fra min skam med mine vandrestave og sokker i sandalerne!

2 Comments

  1. Camilla Rahbech
    29. januar 2018

    Jeg er førstegangsbesøger på din blog og må indrømme, jeg er vild med din underholdende og velskrevne tilgang, i indlægget. Når det så er sagt, ser det ud som om, de vandrestave er helt fantastiske, at gå med; og du kunne have valgt nogen der var grimmere end de.

    Svar
    1. En snegl på vejen
      29. januar 2018

      Tusind tak Camilla! Jeg håber, du kigger forbi igen! Det er endt med, at jeg er ok tilfreds med stængerne, de er, som du skriver, ikke de grimmeste – heldigvis! Og så vejer de næsten ingenting, hvilket alene kan få mit hjerte til at springe et slag over af ren og skær forundring.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *