Jeg slog glæden ihjel

Jeg slog glæden ihjel

Endnu én af de dage på Caminoen, hvor alt bare var varmt! Da jeg endelig nåede frem til dagens mål, drev sveden fra min pande ned i øjnene på mig – udmattet men glad, og klar til min traditionsbundne iskolde cola!!

Det første jeg gjorde, da jeg ankom til herberget, var at lokalisere den tilknyttede bar. Jeg møvede mig igennem menneskemængden, stadig med tasken fastspændt og mine vandrestøvler i hånden.

Der sad en ældre asiatisk mand ved bardisken. Han mindede mig lidt om mister Miyagi fra Karate Kid – tjavset gråt hår, støvet tøj og benet ansigt med et langt gedebukkeskæg.

Han vendte sig om, da jeg kom nærmere, og da han registrerede mig, lyste hans øjne op af noget der mindede om gensynsglæde. Han begyndte at tale til mig i et ekstatisk toneleje, på et sprog jeg ikke forstod – koreansk er nok ikke et helt dårligt bud..

Med et blik fuld af undskyldninger sagde jeg: ”I’m really sorry, but I don’t understand what you’re saying.”

Nærmest som i slowmotion så jeg, hvordan sandheden sank ind hos ham – begejstringen i hans øjne forsvandt og blev overtaget af en ubeskrivelig skuffelse, der skar mig helt ind i hjertet!

Han vendte sig langsomt om mod baren igen og satte sig tilrette på sin stol med ryggen mod mig.

Med en følelse af skam og tristhed over, at jeg på én og samme tid havde fremkaldt så stor glæde og en endnu større skuffelse hos et menneske, som jeg ikke var i stand til at kommunikere med, bestilte jeg min cola og fandt et blødt sted at sidde.

Jeg forestillede mig, at han var en sød gammel mand langt væk hjemmefra, som endelig havde mødt en artsfælle, han troede, han kunne tale med.. I stedet viste hun sig at være en banan!!

Jeg var blevet vant til at min oprindelse vækkede overraskelse og nysgerrighed på min tur – men aldrig skuffelse. Det ramte mig derfor ret dybt, både i kraft af det eksistentielle spørgsmål, men især fordi hans mismod var så åbenlyst.

.. Jeg følte mig falsk – som om jeg udgav mig for at være noget, jeg ikke var!!

Han sad på sin plads i lang tid helt alene, indtil han uden at ænse mig igen rejste sig i stilhed og gik.

Jeg har hele mit liv arbejdet med det faktum, at jeg ser anderledes ud udenpå, end hvad jeg føler mig indeni – hvis jeg selv skal sige det, er der kommet et ganske tilfredsstillende resultat ud af det..

Jeg har lært at blive konfronteret med antagelsen om, at jeg ikke er den, jeg ser ud til at være – så meget, at jeg til daglig slet ikke lægger mærke til det. Det kommer derfor ofte bag på mig, når jeg bliver mødt med spørgsmål eller kommentarer til min oprindelse og udseende..

.. Det har dog aldrig givet anledning til skuffelse!!

Jeg har aldrig været flov over at se ”anderledes” ud, men i det enestående lille øjeblik følte jeg mig helt forkert!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *