Jeg bryder mig ikke om at gå..

Jeg bryder mig ikke om at gå

.. siger kvinden, der er ved at planlægge 3.500 km til fods!

Men det er faktisk rigtig nok – jeg er ikke super vild med at gå.

I hverdagen er det mest et middel til at komme fra A til B, og selvom jeg ved, at det er sundt at røre sig, hænder det sjældent, at jeg går en tur blot for adspredelsens skyld.

Hvordan kan det så være, at jeg elsker at vandre?! .. Så meget, at jeg har lyst til at hive et halvt år ud af kalenderen for at dedikere mig til frisk luft og ømme fødder!!

Vandring = at gå.. Jeg har ikke tænkt mig at påstå andet!

Så måske er det ikke så meget vandredelen, jeg er bidt af, som det er de oplevelser, jeg samler op på min vej. Jeg vandrer for alle de grunde, som ikke bunder i det åbenlyse; at gå!

Det er som om, jeg bliver suget ind i en parallelverden, hvor græsset er lidt grønnere, fuglene synger lidt højere, tiden går lidt langsommere, og livet føles lidt større!

Som barn føltes det som om, tiden nærmest stod stille. Det var lettere at komme til at kede sig, og det var lettere at blive opslugt af malebøger og blomsterkranse. På et eller andet tidspunkt holdt verden op med at være enkel – jeg keder mig sjældent, for der er altid noget, jeg bør gøre; voksenlivets ansvar!

.. Derfor føles det så meget bedre, når jeg tvinger verden til at stå stille.

Jeg kan tillade mig at give slip på alle forventningerne til mig selv, og det er dét, der skaber følelsen af ultimativ frihed! Der er ikke nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal eller bør.. eller for den sags skyld; kan – ikke en gang mig selv!

Når jeg vandrer, handler det udelukkende om; hvad jeg har lyst til!

Der var en gang én, der sagde til mig, at jeg var et meget lystbetonet menneske – og det er nok i virkeligheden sandt. Jeg har ikke noget problem med at tilsidesætte mine behov, for at opnå noget større.. Men hvis jeg reelt ikke har lyst til dét større, starter en lavine af tvivl, skyld og byrde inden i mig, som jeg har svært ved at arbejde mig ud over!

Jeg vandrer for at opnå en bedre verden!!

.. I ordenes forstand et utopisk opsæt. Men i virkeligheden forekommer verden enklere, når jeg snegler mig af sted!

Jeg kan opføre mig som en komplet idiot, hvis jeg vil! I bedste navlepilnings- og selvrealiseringsforstand er jeg universets centrum – jeg er fri til at gøre, hvad der passer mig!!

.. Jeg har dog sjældent lyst til at være en idiot, så jeg opfører mig overordnet pænt!

I det store hele betyder det blot, at jeg har fundet et sted, hvor jeg ikke skal jagte de krav, der stilles til mig, og ikke behøver at leve op til at være andet end; mig selv!

.. Og det er nok!!

2 Comments

  1. Mirijana
    4. marts 2018

    Jeg sidder og læser dine forskellige indlæg. Jeg kan heller ikke fordrage at gå. Eller “gå tur”. Jeg bliver rastløs, keder mig, bliver irritabel, sulten, skal tisse, vil hjem, nu. Men at vandre det elsker jeg – eller slentre – jeg går virkelig langsomt; fordi jeg skal ikke noget, jeg skal kun frem.

    Svar
    1. En snegl på vejen
      10. marts 2018

      Hej Mirijana, Ja en mindre gåtur uden formål gør også mig rastløs.. Tilgengæld kan jeg godt genkende begrebet; at slentre. Jeg er verdens største slendrian. ? Dog ikke så meget af lyst som af nød – mine små korte ben kan simpelthen ikke følge med uden at resultere i smerter og vabler! Så jeg er holdt op med at prøve..?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *