Indgangen til det forjættede land

Dagene inden afgang var følelsesladede og hårde!!

Jeg er ikke god til farveller - første skridt ud af komfortzonen!

Den knugende fornemmelse af afsavn startede allerede, da jeg tog afsked med mine forældre og drog tilbage mod København..

.. Anna og en hel nat med Oscar afværgede et sammenbrud!

.. Til gengæld genererede jeg et søvnunderskud, som var lidt for let at vedligeholde frem til afrejse.

Den sidste aften stod jeg med følelsen af; at have røven i klappehøjde, da jeg segnefærdig måtte sande, at min taske trods nedjustering stadig var for tung - lidt over 15 kg, hvilket ikke efterlader rum til mad og udestående grejindkøb..

Tynget af spekulationer og en stadig større angst for min tur, fik jeg fire timers usammenhængende søvn den nat..

Efter en tårevædet afsked med Julie på Hovedbanen og Anna i lufthavnen, tog jeg af sted.

Hele vejen til gaten gentog jeg nummeret i mit trætte hoved:

C30 C30 C30 C30 C20 C20 C20 C20 C20 C20 C20 C20 C20..

Jeg satte mig afventende udenfor gate C20 - første hurdle forceret!!

Der kom aldrig nogen..!!

.. Da det endelig faldt mig ind at tjekke infoskærmene igen, måtte jeg tage benene på nakken..

Flyveturen gik som forventet..

En indisk mand satte sig ved siden af mig, da jeg ventede ved gaten i London - den RIGTIGE gate! Han tog sin computer op af tasken og spurgte med tyk indisk accent: "Are you a runner?" Jeg kiggede ned af mig selv - regnjakke og halvandet kilo tunge vandrestøvler - og besluttede, at han umuligt kunne tale til mig..

I flyet til Atlanta sad jeg ved siden af et ungt, kærligt kærestepar, der forsvandt på toilettet på samme tid.. Jeg masede høretelefonerne ind i ørerne, indtil det gjorde ondt og stirrede stift på min flyfilm..

.. Alt imens vi fløj nogenlunde samme rute, som jeg skal bruge et halvt år på at gå..!! Jeg holdt op med at kigge på kortoversigten, der bare bidrog til følelsen af demotivation!

Ved ankomst blev jeg gennet igennem til paskontrollen, hvor en ældre asiatisk mand hjalp med registreringen af mine indrejsepapirer. Jeg forstod ikke, hvad han sagde, dels fordi han halvdelen af tiden talte kinesisk til mig..

"You look chineese.." sagde han og viste mig, hvordan jeg skulle scanne mine fingeraftryk, hvorefter han trådte et halvt skridt til siden og slog en kæmpe prut med lyd og lugt uden at fortrække en mine!!

Bagefter blev jeg mødt af en latinamerikansk mand, der ikke troede på min tur, men blev ved med at hævde, at jeg kunne tale koreansk. Da han endelig gav op, sendte han mig videre til en kvinde, som mindede om Whoopi Goldberg..

"Don't mind him young lady, he's a bit sceptical.." sagde hun efter at have taget min tur i forsvar.. ".. He doesn't know much about the Appalachian Trail.. As long as you don't get a job in a Korean restaurant, all should be fine.."

Jeg forsøgte at forklare det danske dagpengesystem..

"It's okay young lady.." sagde hun og stemplede mit pas, så jeg kunne entrere det forjættede land!!