I’m not the Firestarters girl for nothing..!!

.. Sådan ser man ud, når man lige har snydt Døden!!

Min dag startede fint - de havde lovet regn, men det lod vente på sig.. Faktisk var det perfekt vandrevejr; let overskyet ikke for varmt, ikke for koldt - lige nok til at jeg følte mig mere end tilpas i t-shirt og short-shorts!

Ud på eftermiddagen satte jeg mig på en sten og spiste en snack - en seasalt caramel almond Kind bar for at være eksakt..

.. Og så forsvandt stilheden..

Som havde jeg knipset med fingrene, blev himlen mørkere end mørk, og regnen begyndte at falde. Jeg nåede lige at tage min regnjakke på, inden det hele stod i ét, og jeg kunne høre den dybe rumlen af torden bag mig..

Jeg tog benene på nakken, indtil jeg kom til et sidespor - the bad weather bypass trail!

At befinde sig udendørs i regn- og tordenvejr er generelt en halvdårlig oplevelse!

At befinde sig i 5.000 fods højde, på et blottet bjerg, hvor du er det højeste punkt i miles omkreds, med to metalstænger i hænderne, er hjernedødt!!

.. Så jeg valgte sidesporet!!

Ikke at det gjorde den store forskel, men jeg var i det mindste skærmet af et par højereragende træer, mens jeg praktisk talt løb for livet!

Med lidt over tre mil til nærmeste shelter og regn, der stod ned i stænger, snublede jeg mig vej hen over mosbeklædte sten og store træstammer, med følelsen af at blive jagtet af et godstog lastet med død og ødelæggelse..

De første ti minutter var 24k ren panikangst - derefter fik adrenalinen overtaget!!

Da jeg endelig kom ud på den anden side af mit sidespor, stod Jed Morgenson og ventede på mig ved 300 mil markeringen.. Han havde befundet sig oppe over træerne, da helvede brød løs og blev så glad for at se mig, at jeg nær havde fået et knus.. I stedet nøjedes han med at give mig et godt gedigent skulderklap, lige idet himlen revnede over hovederne på os! Jeg nåede ikke en gang at tælle ølkasser, før skraldet rystede jorden under os.

.. Ingen behøvede at spørge, vi begyndte bare at gå, så hurtigt vi kunne, to skridt ved siden af stien, fordi det ikke længere var en sti men en flod.

Skaftet på mine støvler fungerede som en tragt, og mine ikke-vandtætte læderstøvler var fyldt! Jeg kunne mærke undertrykket, for hvert skridt jeg tog - fornemmelsen af at gå på bunden af en svømmepøl.. Eller nærmere et babybassin, for mine fødder opvarmede vandet til en ganske behagelig temperatur..

Jeg kunne mærke, hvordan mine tæer lige så stille sveskede op - ti små svesker i varierende størrelse, med lige stor chance for omdannelse til vabler.. Eller åbne kødsår, hvis det gik vildt for sig!

.. Det var dét, jeg ledte mine tanker hen på i flugt fra den meteorologiske trussel, der buldrede hen over hovedet på mig.

.. Og så begyndte det selvfølgelig at hagle!!

For dem som overvejer, hvordan det føles at blive haglet på med bare ben: Ja, det føles som om, man blive skudt med små bitte kugler af is - ikke en anbefalelsesværdig oplevelse!!

Efter en time med lyn og tordenskrald og flere nærdødsoplevelser end en 34 årig bypige kan holde til på et helt år, nåede vi frem til shelteret. Vi stimlede sammen under halvtaget i selskab med alle de andre druknede mus og stirrede tomt ud i den gennemblødte skov.

.. Indtil, jeg besluttede mig for at starte et bål - shelteret havde et ildsted.

De andre elevatorblikkede mig og påpegede mildt hånende; at skoven var våd!!

But when the girl says fire, there will be fire - I'm not the Firestarters girl for nothing!!

.. Thank you, Dave!!

2 Comments

  1. Mirijana
    15. maj 2018

    Drama drama drama:)

    Svar
  2. Tanya
    17. maj 2018

    Uha sikke en detaljeret og ikke særlig behagelig oplevelse du har haft dig her.
    Sejt gået/løbet/kravlet….puha.
    Hagl på bare ben og bare tæer i sandaler har jeg selv prøvet i Pyrenæerne og torden og lyn er ikke rart på et bjerg ALDRIG.
    Håber bålet gav dig det mentale overtag du har brug for i sådan en situation.
    Sikke en oplevelse.
    Rigtig god videre rejse, indre som ydre ♡

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *