I give up!!

Alle tænkelige følelser kulminerede i et kaotisk inferno i min sidste uge af The Appalachian Trail, og jeg tør slet ikke at tænke på, hvor mange sten jeg har siddet på og tudet mine øjne ud.

.. Heldigvis var menneskemængden døet ud, så jeg bekymrede mig ikke synderligt over publikum.

Jeg havde længe været klar over, at jeg ikke ville være i stand til at nå det hele inden min planlagte slutdato – jeg ville så gerne hjem og holde jul og håbede at holde den gående indtil den 30. november.

Jo længere tid der gik, jo koldere blev det!!

.. ”Det er usædvanlig koldt for årstiden”, sagde de lokale, og jeg havde lyst til at banke hovedet ned i maven på dem for deres insensitive bemærkninger om vejrforhold.

Hele min tur havde været præget af; ”Det er usædvanlig vådt..”, ”Det er usædvanlig varmt..” og nu; ”Det er usædvanlig koldt”.

Jeg var så træt af alt det usædvanlige og så klar til alt det sædvanlige, at jeg havde lyst til at brække mig ud over alle de mennesker, der så på mig med medlidende blikke..

.. Men jeg havde ikke nok mad i maven til at kunne producere en ordentlig omgang opkast!

Mine selektive smagsløg havde givet mig en spiseforstyrrelse – dét og så et uheldigt tilfælde af bæverbæ spændte ben for min appetit, og den sidste tid, var jeg kun i stand til at tvinge tre chokoladebarrer i mig om dagen, hvilket akkurat gav energi nok til at vedligeholde min koncentrationslejr-formede fysik.

Jo længere tid der gik, jo mere bekymret blev Dave, og han begyndte at presse på for at få mig hjem.

.. Men hvordan ville jeg nogensinde kunne lykkedes med noget, hvis jeg ikke var i stand til at færdiggøre dette?

Jeg var så ulykkelig, så taknemmelig, så træt, så overvældet, så skuffet, så forvirret, så sulten, så fri og så bange!!

Til sidst fandt jeg mig selv stående ved siden af en sten – fordi det var for koldt at sætte mig ned – og råbte højt af mig selv: ”Er du virkelig så stædig, at du har lyst til at give op på din lykke?!”

.. Og så gik jeg videre og græd lidt mere..!

Dave hentede en gennemkold, udhungret og ulykkelig lille pige i Delaware Water Gap, efter hun den 31. oktober havde trådt sit magre korpus ind over grænsen til Pennsylvania.

.. Ugen efter var The Appalachian Trail dækket af en halv meter sne!!

2.300 km og 7,5 måneder af enestående oplevelser, kærlighed, udfordringer, ro og uforglemmelige øjeblikke!

.. My life, my heart and my happiness will never be the same!

10 Comments

  1. jan
    9. januar 2019

    Jeg tænker nu nærmere at du vandt i det øjeblik du tog de første skridt på ruten derovre! Gennembruddet defineres i starten; ikke i slutspillet …:)

    Respekt Camilla!

    Svar
    1. En snegl på vejen
      15. januar 2019

      Tak Jan, du har helt ret! Selvom jeg har svært ved at slippe den lille følelse af skuffelse, er det så absolut ikke det eneste, jeg sidder tilbage med! 🙂

      Svar
  2. Trine Jensen
    9. januar 2019

    Jeg synes fandme du er sej! Men, jeg bliver så nervøs når jeg læser dette! Jeg vil så gerne gå den… Er der noget du ville ønske du havde vidst?
    MVH en håbefuld.

    Svar
    1. En snegl på vejen
      15. januar 2019

      Hej Trine,

      Tak! Du skal ikke være nervøs – det skal i hvert fald ikke afholde dig fra at tage af sted! Der var mange ting, jeg ikke vidste på forhånd, men det ændrer ikke på de valg, jeg tog hen af vejen. Så jeg kan ikke andet end at opfordre dig til at springe ud i det! Og skriv endelig til mig, hvis du har spørgsmål, jeg kan hjælpe med afklaringen af! 🙂

      Camilla

      Svar
  3. Hanne Storm
    9. januar 2019

    Kære Camilla!
    Først og fremmest 🇩🇰🇩🇰🇩🇰Velkommen hjem til Danmark
    Jeg tænker nu altså er du har vundet utrolig meget over dig selv, jeg fuld af dyb respekt for dig.
    Kan da samtidig godt følge dig i at du står et sted og føler dig som “en stor taber” efter din
    forberedelse af alt og dine drømme om at gennemføre den mega lange vandre tur.
    Se på det sådan at , hvor mange mennesker har præsteret det du har gjort i 2018,
    Og så har du jo altså også præsteret at finde kærligheden, hvor sejt er det !!!! Tillykke med det,
    midt i alle dine trængsler på ruterne rundt i Øst Amerika, sikke mange tanker og tårer der skulle
    bearbejdes før din ven dukkede op.
    Jeg syntes du nået langt på den vej. Tænk positivt og så får du nok det hele på plads lidt efterhånden.
    Kærlig hilsen Moster Hanne

    Svar
    1. En snegl på vejen
      15. januar 2019

      Tak moster Hanne. Der er mange følelser, der skal bearbejdes oven på min tur – nederlag er heldigvis ikke det, der fylder mest 😉

      Svar
  4. Rene
    10. januar 2019

    Wauuuw husk nu det er ikke at fuldføre det betyder så meget. Tænk over hvor meget du har oplevet på disse 7,5 mdr. Du har oplevet mere på denne korte tid en et almindeligt gennemsnitsmenneske oplever på et helt liv. jeg kender dig ikke men du er blandt de helt få der tør at give sig i kast med denne tur. 99.99% drømmer kun om det. Husk det nu det er rejsen og ikke målet der er vigtigt. Du har min dybeste respekt. Min længste tur var kun 1000 km dog i ekstrem varme men det elsker jeg så det var ikke noget problem. MVH Rene (pilgrim)

    Svar
    1. En snegl på vejen
      15. januar 2019

      Hej Rene, Det er nemlig rejsen og ikke målet, der er vigtig!!

      Svar
  5. Isabella
    10. januar 2019

    Kæreste Camilla,

    To give up is to give in – to compassion – self-compassion<3
    Du er da bare så sej.
    Af hjertet tak for dine ærlige beretninger.
    I taknemmelighed og kærlighed
    Isabella

    Svar
    1. En snegl på vejen
      15. januar 2019

      <3

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *