Hvorfor vandrer jeg?

5 gode grunde til at vandre

.. Det er et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv – især når himmel og hav står i ét, og jeg hader mig selv og mudderet.

Men her er 5 grunde til, at jeg slet ikke kan lade være:

1. Jagten på ultimativ frihed!
Jeg kan gøre lige præcis, hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg er ikke bundet af rammer eller forventninger, og det er kun mig selv (og min forbandede krop), der sætter grænserne.

Hvis jeg har lyst til at gå, så går jeg. Hvis jeg har lyst til at stå, så stopper jeg. Hvis jeg har lyst til at æde, tænder jeg mit gasblus. Hvis jeg har lyst til at sove, slår jeg mit telt op. Hvis jeg har lyst til at brøle som en løve, så brøler jeg, så højt jeg kan – folk synes i forvejen, jeg er lidt sær, så de kigger ikke mere mærkeligt på mig af den grund.

2. Stilheden til at bemærke det ubemærkede.
Jeg får ro til at mærke efter, hvad der betyder noget, og hvad der er overflødigt i min hverdag. Jeg elsker at opleve den uspolerede natur og forundres over mig selv, himlen og havet.

.. Jeg var ikke klar over, at jeg havde så stort et hippie-behov for at kramme træer og binde blomsterkranse.

3. Menneskerne på vejen.
Jeg møder nogle sære mennesker på min vej – for hvem nysgerrighed, omsorg og accept er hovedingredienser i mødet med fremmede mennesker. Og på trods af snavs og kropslugt ender jeg ofte med at kramme dem alle sammen, når vi tager afsked.

4. Singlerejser.
I en singletilværelse hvor mine venner er begyndt at stifte familie, har jeg fundet en måde at komme ud og opleve verden – uden fare for at føle mig ensom og uden at skulle agere au pair for mine pap-niecer og -nevøer på et familieresort i Tyrkiet.

I virkeligheden tror jeg, at længere vandreture fungerer bedst, når jeg er alene, men det vil jeg komme nærmere ind på en anden gang.

5. Jeg er fucking sej!!
Den unægtelige sandhed er, at jeg føler mig fucking sej!! Og det er fordi jeg ER fucking sej!! Uanset hvor ihærdigt jeg med min jyske-beskedenhed prøver at neddæmpe det, kan jeg ikke komme udenom det faktum, at jeg ved vejs ende, og hver dag på vej derhen, får modbevist mine egne utilstrækkeligheder.

Og alle, jeg møder, bekræfter mig i mit egotrip. Det gør ikke noget, at jeg er i usandsynlig dårlig form – det opnår jeg bare endnu mere streetcredit ved.

25 km. i snit om dagen i gud ved hvor mange dage. Læsset som et muldyr og hæmmet af 40 vabler, der bløder om kap. Jeg er ikke rigtig klog – men det er indiskutabelt: Jeg er fucking sej!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *