Hvad skete der lige for mig?!

Hvorfor jeg vandrer

Det har aldrig været mig, der stod nede i fitnesscenteret lørdag formiddag. Jeg har aldrig været den fysiske type – jeg hader at svede og blive forpustet.

Jeg havde nær dumpet idræt i gymnasiet. Jeg hadede bolde, der for mig var en uhåndterbar rund klump, vis eneste formål var at give mig næseblod. Jeg rystede på hovedet af Marathon og Ironman-udøverne – og hævede at de hellere burde få sig et liv.

.. Og her står jeg så nu, med en drøm om at okse op og ned af bjerge i USA, uden en ordentlig seng eller et velsmagende måltid – i et fucking halvt år. Jeg tager alle mine fordømmelser i mig igen, og undskylder for min naive bedreviden – jeg er jo lige så dum som alle boldnørderne, fritidsmotionisterne og ekstremsportsudøverne – måske endda dummere!

Men dér stod jeg for et år siden – efter et brud med en kæreste som havde gjort mig tilpas kuk i kasketten – med en følelse af, at jeg intet havde at miste.

Min vandrefetich startede som en flugt, men udviklede sig til en søgen – efter nye eventyr, nye bekendtskaber, nye udfordringer og ro.

Det siges, at det første skridt er det sværeste skridt at tage – men jeg var tilpas desperat efter nye omgivelser, så det forekom ikke så uoverkommeligt. Jeg føler mig ikke frelst nok til at hævde, at min pilgrimsvandring opstod som et kald, men jeg erkender, at følelsen af; at gå fra det hele, gav mening i det enestående øjeblik – så jeg gik.

Jeg købte et par sko – og et par sandaler..

Den første gang jeg kiggede ned af mig selv på mine nye sokker i mine alt for praktiske sandaler skammede jeg mig kort over at være blevet en afbildning af alle mine fordomme. Jeg skrev til min far og undskyldte for min årelange mobning af hans sokker i sandalerne, og indrømmede modvilligt at følelsen var vidunderlig.

I dag er jeg skide ligeglad! Jeg er blevet én af dem, der går mere op i følelsen af komfort end fancy outfit. Faktisk er det så slemt, at jeg er gået hen og blevet blind overfor, hvorvidt det er pænt eller praktisk – og går nu rundt og føler mig overordentlig smart i tøj, som jeg tidligere mente var tiltænkt spejdere og ornitologer.

Et par uger efter jeg havde taget beslutningen om at tage afsted, stod jeg med en billet i hånden til Biarritz i Frankrig, klar til at tage hul på den største og mest skelsættende oplevelse i mit liv – at vandre Camino Frances.

Jeg skulle ikke ud og bevise noget – jeg kunne bare tage hjem igen, hvis det ikke var noget for mig..

Jeg gik i 40 dage og havde ikke lyst til at stoppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *