Glædelig jul

Juleaften anno 2017

Kære alle sammen,

Det er juleaftensdag og måske behøver det ikke alt sammen at handle om vandring..?!

Jeg er ikke et menneske, der går super meget op i julen. Jeg er nærmere typen, som har glemt, hvor jeg har gemt mit julepynt, og hvis en enkelt stjerne eller to alligevel forvilder sig ind i mit hjem, har de tendens til at blive hængende indtil påske..

Hvert år stresser jeg lidt for meget over gaveræset, juletrafikken og den intense overflod af familiehygge og mad..

De seneste par år har jeg gjort en dyd ud af at blive syg lige op til juleaften – helst forkølelse, som bedst spolerer smagsoplevelsen for en julemadselsker af dimensioner..

Traditioner er der nok af – hvert år er det samme med små og ubetydelige afvigelser!!

Juleaften hos mine forældre. Det er valgfrit at gå i kirke – en ny kirke hvert år. De som ikke går i kirke putter flæskestegen i ovnen. Anna dækker bord. Dem som går i kirke tager farmor og farfar med tilbage. Det sidste til-og-fra kort bliver skrevet, mens juleanden varmes, og kartoflerne koger. Jeg bruner kartofler!!

Vi spiser os mæt i ænder, så der er kun plads til ét enkelt stykke flæskesteg – det gør ikke noget, for det er mest beregnet til natmad. Vi får risalamande og håber, mor har husket mandlen. Vi danser om juletræ og synger julesange - alle vælger én.

Til sidst får vi gaver – én ad gangen – vi holder øje med, hvad vi hver især får, mens vi propper hjemmelavet julekonfekt i munden.

Når alle er trætte, og jeg har kørt min farmor og farfar hjem, får vi natmad. En flæskestegsmad eller to. Anna spiser den med kold sovs, jeg nøjes med rødkål. Jeg beundrer mine gaver en sidste gang, inden jeg går i seng med en mave, der er så fyldt, at jeg kun kan ligge på ryggen..

.. I år bliver det anderledes – i år skal vi holde børnejul!!

Jeg glæder mig til i aften! Jeg glæder mig til det hele! Selv juletræsdansen, som ellers i mange år har været min nemesis..

.. Værsgo!! Ét helt indlæg uden vandring!!

.. Jeg håber virkelig, jeg får de lange uldunderbukser, jeg har ønsket mig!!

Jeg håber I alle får en rigtig fortryllende og glædelig juleaften – husk nu at spis, alt hvad I kan – der går et helt år, før I får julemad igen – Nyd det NU!

God jul!

Kærlig hilsen
Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *