Enden er ikke målet i sig selv..

Målet

Jeg er bange for at blive for kæphøj og jinxe The Appalachian Trail!

Det er ikke fordi, jeg har givet op på forhånd, og tror jeg ikke kan gennemføre – faktisk er jeg ret sikker på, at hvis det udelukkende stod til mig, skulle jeg nok nå hele vejen!

.. Men det er ikke kun op til mig, og derfor er jeg bange for at lægge et uhensigtsmæssigt pres på mig selv og hænge min hat på en sikker succes.

Jeg er et temmelig perfektionistisk menneske, der godt kan lide, at alting har en begyndelse og en slutning – jeg kan ikke bare starte i midten, endnu mindre slutte i midten, når jeg ved der er et reelt mål. Det er en følelse, jeg har svært ved at lægge fra mig – jeg får det nærmest fysisk dårligt ved tanken om, at jeg kan blive nødt til at give op på halvvejen.

Men jeg har lært, at jeg ikke kan klare mig igennem sådan en tur på stædighed alene. Der er alt for mange uforudsigeligheder at kalkulere med – det handler i sidste ende ikke om vilje men om forstand!

Enden er ikke målet i sig selv – for jeg kan nærmest miste pusten ved tanken om, at jeg skal forcere 3.500 km til fods.

Det er umuligt at opstille forventninger og planlægge det hele frem til enden, fra det øjeblik jeg træder over startlinjen. Min tur svarer nogenlunde til at gå fra Oslo til Lissabon – det er umuligt at planlægge!

Derfor er det vigtigt at anskue turen i øjeblikket og vide, at de fantastiske øjeblikke kommer igen – det er dét, der kan få mig hele vejen i mål. Jeg kan ikke planlægge at gå 30 km i snit hver dag. Det bliver for hårdt, hvis jeg skal miste modet alle de dage, jeg misser mit kilometerantal.

Der kan ske så mange ting i løbet af min tur, som kan sprænge en nøje tilrettelagt plan – jeg kan møde mennesker jeg gerne vil tilbringe tid sammen med, jeg kan få vabler, der halverer min distance, jeg kan blive fanget i et uvejr, jeg kan skade mig selv, jeg kan dehydrere eller sulte, jeg kan fare vild og gå en omvej..

Hvis hver dag slutter som en bekræftelse af, at jeg ikke har nået det kilometerantal, jeg har sat mig for, vil min tur kun bestå af nederlag, og jeg vil være sikker på at give op!

Derfor prøver jeg så vidt muligt at holde mig til pejlemærker og fralægger mig ansvaret for at gennemføre – det afhænger ikke af vilje men af alle de udfordringer, der kan umuliggøre, at jeg når frem.

.. Desuden vil jeg gå glip af 95% af de grunde, der gør sådan en tur fantastisk, hvis jeg udelukkende har kilometerne for øje.

Jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske, derfor kan jeg kun gisne og planlægge ud fra antagelsen om, at intet kan planlægges!

.. Målet er ikke Katahdin – turen er målet i sig selv!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *