Drømmen

The Appalachian Trail

Om et lille halvt års tid drager jeg ud på mit livs eventyr. Jeg skal vandre the Appalachian Trail.

Det drejer sig om en lille tur på små 3.500 km – lidt over 4 gange Caminoen – gennem indianer-, hillbillie- og bjørneland. En tur der i højden svarer til at bestige Mount Everest – 16 gange!!

Det føles som om, noget er helt galt – en tanke eller rettere en besættelse: MÅ GÅ NUUU!! Det er en følelse, jeg aldrig har været bekendt med før, og jeg overvejer, om jeg gør klogt i at opsøge min psykolog?

På den anden side er vandring en forholdsvis sund hobby – så jeg tror bare, jeg vil acceptere, at tingene ikke helt er, som de var engang.

Det overrasker mig dog stadig, at jeg frivilligt ønsker at indlade mig på et halvt år, hvor smagsløs mad spises ud af poser, og toilettet er et hul i jorden – som jeg i øvrigt selv skal grave. Hvor smerte bliver et hverdagsbegreb, som måles i kilometer, og hvor 10 vabler = heldig kartoffel!

Jeg kommer til at humpe rundt på hævede fødder og være hunderæd for at støde ind i en bjørn eller jokke på en klapperslange, mens jeg pakker mit hjem ud og ned hver eneste dag.

Kedsomhed bliver uden tvivl et issue, især taget den ustabile adgang til online afledningsmanøvrer i betragtning – men det er den mindste af mine bekymringer.

Alligevel forekommer det som om, tiden snegler sig af sted, og jeg kan slet ikke vente til den dag, hvor jeg har overdraget nøglerne til min lejlighed, solgt min bil og gennemlevet, hvad jeg forventer at blive et helvede; at søge visum til USA.

Det bliver en mærkelig følelse af at opgive mit liv, velvidende at jeg vender tilbage – men til noget som aldrig kommer til at føles som før.

Jeg glæder mig så meget til, at jeg skal tage de første skridt, og at jeg overlever de første uger, hvor alt gør ondt, og jeg hader mig selv inderligt for at have taget så tåbelig en beslutning. Jeg glæder mig til at nå det punkt, hvor alt i min krop skriger på at komme hjem til tryghed, forudsigelighed og et håndklæde med ægte frotté.

Jeg glæder mig til at stå på toppen af bjergene og kigge ud over et landskab, som giver mig lyst til at græde af lykke. Og jeg glæder mig til enkeltheden i at møde et andet menneske, der befinder sig det helt samme sted som jeg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *