Drengen der så sin frygt i øjnene

Caminoen

Af alle de sære og vidunderlige mennesker, jeg mødte på Caminoen, vil jeg helt klart betegne Drengen der så sin frygt i øjnene, som en af de særeste.

Jeg mødte ham på Camino Frances, hvor han med 7 mile skridt og en højde på 2,05 meter var pænt svær at overse. Alligevel gik der lang tid, før jeg rigtig snakkede med ham – faktisk antog jeg det første stykke tid, at han var stum. Det er forholdsvis normalt, at folk holder sig for sig selv på sådan en tur, hvilket man accepterer fordomsfrit, men jeg havde aldrig hverken set eller hørt ham tale med nogen, hvilket ledte mig til at tro, at han simpelthen ikke kunne..

Hver dag i flere uger kom han stormende indenom uden at sige et ord med blikket stift rettet mod jorden og en fart, som var Roadrunner værdig.

En dag indlogerede jeg mig på et værelse for mig selv. Efter et bad var jeg på vej ud for at finde noget at spise og opdagede til min overraskelse, at han havde lejet værelset ved siden af. Døren stod åben, og jeg nåede lige at fange et glimt af hans smadrede fødder, der stak ud over sengekanten, indsmurt i jod, som til forveksling lignede indtørret blod. Uden et ord rejste han sig og lukkede døren..

Så det kom som en kæmpe overraskelse, da han endelig henvendte sig til mig. Jeg var lige gået ind på en bar og havde bestilt et glas friskpresset appelsinjuice – en af turens små øjeblikke af forløsning. Drengen der så sin frygt i øjnene sad i det mørkeste hjørne og viftede fluer væk med voldsomme bevægelser. Jeg var på vej ud for at sætte mig i skyggen, da han sagde: ”Hej”.. Jeg havde nær tabt mit glas!

”Overnatter du også her?”, spurgte han.
”Nej.. Jeg regner med at gå videre.”
”.. I den her varme?!”, han så vantro på mig.
”Ja, jeg har lidt mere i benene i dag..”
”Ok, det forstår jeg ikke.. God tur.”

Dagen efter satte han farten ned, da han indhentede mig, og gav mig et kompliment, som jeg stadig er ham taknemmelig for;

Han havde tænkt meget på mig, da jeg gik videre dagen før; Jeg gik så langsomt..! Han havde været på randen af udmattelse, og jeg gik videre..!! Og det havde fået ham til at overveje, om han gjorde noget forkert? Hans konklusion var, at han måske burde gøre som mig..

.. Så vi fulgtes ad videre i sneglestandard..

Drengen der så sin frygt i øjnene var 29 år, tysker og i direkte nærkamp med alle sine dæmoner.

Jeg har aldrig mødt et menneske med irrationel angst for lige så mange ting som ham, og jeg elskede ham for det. Jeg elskede hans humor, hans omsorg, hans nysgerrighed og selverkendelse!

Den dag han snakkede til mig for første gang, viftede han ikke fluer væk – han havde tics..!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *