Det absolut værste..

Det absolut værste

Jeg kommer ud for mange ting på mine lange vandreture – jeg sætter mig selv i situationer, som er mere eller mindre hensigtsmæssige.

Men det absolut værst tænkelige, jeg kan komme ud for, sker i et uopmærksomt øjeblik. Det er næsten uundgåeligt, og de fleste kommer på et eller andet tidspunkt hen ad vejen til at befinde sig i lignende situationer..

- At gå forkert!!

At gå forkert er ikke i sig selv, det slemme.. Det er de ekstra kilometer, jeg skal gå tilbage af samme vej for at komme på sporet, der er de værste.

.. Det giver absolut lille mening, når hele planen går ud på at gå så langt som muligt – men det er de tidspunkter, hvor det hele føles mest meningsløst, og jeg allermest har lyst til at rive håret ud på mig selv, stampe i jorden og skrige mod himlen i afmagt.

I det store hele betyder det ingenting, vi kan som sagt alle sammen komme på afveje, men i øjeblikket hvor konsekvenserne går op for mig, føles det som om, jorden åbner sig under mig og sluger mig råt.

Og det kan få uoverskuelige konsekvenser! Det kan være de ekstra kilometer, der udgør den hårfine grænse til yderligere smerter, vabler, inflammation eller dehydrering. De kan betyde, at jeg skal sætte farten op, hvis jeg skal nå frem inden solen går ned, eller at jeg slet og ret ikke kan nå frem i tide. De ekstra kilometer kommer altid ubelejligt og føles som en kold spand vand på en i forvejen regnvåd dag; som en straf for min uopmærksomhed.

Ved vejs ende har jeg lært at acceptere det, og at de ekstra kilometer udgør en lige så stor del af det samlede hele, men i tiden mens de står på, bander og svovler jeg over mig selv og min egen stupiditet!

Måden, hvorpå det går op for mig, starter som regel som en følelse.. Jeg mærker, at der er noget galt; at jeg ikke har set et skilt i lang tid.. Det er der, det går op for mig, at det har jeg ikke!!

De ekstra kilometer er ikke nødvendigvis de hårdeste, de længste, eller de grimmeste, men de er helt klart de værste!

På Hærvejen skete det op til flere gange i en kombination af uopmærksomhed og dårlig skiltning. Den ene gang nåede jeg at gå tre kilometer ud af lige vej, inden jeg opdagede, at jeg skulle have drejet. Det var en meget meget smuk formiddag med høj blå himmel, grønne marker og vindmøller..

.. Vejen tilbage var ikke smuk! Den var varm og lang, og forekom meningsløs..!!

På alle mine vandreture, når jeg uundgåeligt til et punkt, hvor der ikke er nogen anden vej, end vejen tilbage..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *