Den første dag

Caminoen

Jeg havde med god grund bygget en bekymring op hjemmefra for overhovedet at overleve den første dag på Caminoen, der ifølge samtlige guidebøger var den hårdeste strækning på hele turen – 22 km med en stigning på 1.200 højdemeter efterfulgt af to km med et fald på 500 højdemeter.

Vi var blevet advaret om at tanke nok vand til turen, fordi der var melding om udtørrede vandposter på ruten. Høj på adrenalin og læsset med vanddepoter til at slukke tørsten på en kamel satte jeg ud fra St. Jean Pied de Port i følgeskab med en svensker, der var lufthavnsportør i Gardermoen.

Efter otte km nåede vi Refuge Orisson – sidste mulighed for mad og overnatning. På det tidspunkt var jeg glad for, at jeg ikke havde booket et ophold – turen dertil havde været smuk men kort, og de næste 16 km forekom overkommelige. Jeg fortsatte derfor ubekymret – begejstret over det åndeløst overvældende landskab.

Tanken om, at jeg var i gang med at krydse Pyrenæerne til fods, fik mig til at tænke på Familien von Trapp i The Sound of Music, der til sidst flygter over Alperne, og det forekom passende at skråle musicalsange for vilden sky.. Jeg undlod dog af hensyn til min svenske makker..

.. Og sådan fortsatte det, indtil min krop begyndte at brokke sig.

Jeg husker ikke præcis, hvornår det skiftede, men pludselig var der ikke mere luft i ballonen. Til gengæld var der stadig mange kilometer tilbage. Jeg blev træt af mig selv og min følgesvend, og jeg havde mest lyst til at gå alene med min egen frustration og voksende panik over ikke at have noget begreb om, hvornår det ville ende.

Jo længere jeg gik opad, jo mere glædede jeg mig til forandringen i at gå nedad..

.. !! Jeg tager det i mig igen!! At gå nedad er HELVEDE!!

Der var så stejlt, at ét enkelt forkert skridt kunne betyde; styrt ned i afgrunden af træer uden mulighed for at stoppe på andre måder end ved brækkede lemmer mod træernes stammer. Mine ben rystede af udmattelse, mine knæ skreg af smerte, og jeg var bange for, at hvis jeg stod stille for længe, ville de klappe sammen under mig, og jeg ville styrtdykke, hovedet først – selvfølgelig!

På vejen ned forsøgte jeg at zone alt ude og abstrahere fra mit følgeskab, der var vokset til to – vi havde fået en brasiliansk pige på slæb, der tydeligvis havde lige så store udfordringer som os. Hun talte ikke engelsk og græd hele vejen ned.

Af uransalige årsager havde de uformelt tildelt mig førerhatten, hvilket ikke bekom mig vel, og jeg havde lyst til at flå hovederne af dem bare for at blive fri for deres selskab. Jeg kunne ikke ryste dem af mig og havde ikke kræfter til et helhjertet forsøg, fordi jeg også skulle holde styr på min angst, min udmattelse og min alt for tidlige kæphøjhed, som med ét var forsvundet som dug for solen.

Da vi endelig nåede frem til klosteret i Roncesvalles, gav jeg dem en tårevædet high-five og skred!

2 Comments

  1. Grethe Sørensen
    24. oktober 2017

    Moster Grethe vil meget gerne følge dig på dine ture rundt i den store verden.
    Hilsen fra moster Hanne (for at hjælpe min storesøster)

    Svar
    1. En snegl på vejen
      24. oktober 2017

      Hun skal være så velkommen 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *