Den danske ensomhed

Hærvejen

Jeg havde godt overvejet, at Caminoen som sammenligningsgrundlag for den menneskelige trafik på Hærvejen måske ikke var helt fair.

.. Men jeg havde ikke gjort mig forventninger om hvor få mennesker, jeg reelt ville møde. Det kom derfor som en kæmpe overraskelse, da jeg erfarede, at jeg stort set var alene!

Bortset fra lokale beboere og sommerhuslejere vil jeg skyde på, at jeg rundt regnet mødte 15 mennesker med oppakning på hele min tur – størstedelen var selvfølgelig modgående.

Jeg skyder skylden på vejret, der som bekendt var ad helvede til.. For jeg bliver trist ved tanken om, at det nok også hænger sammen med, at Danmark ikke er et udpræget vandreland. Med udgangspunkt i min egen minimale vandreerfaring og viden, kan jeg kun drage den konklusion; at Danmark er håbløst bagud på vandring sammenlignet med andre lande.

.. Det udmøntede sig i ensomhed på Hærvejen.

Jeg havde stort set kun menneskelig kontakt med hotelreceptionister, kioskejere og tjenere.. Og selvom jeg ikke har noget imod mit eget selskab, blev det en anelse ensformigt i længden.

Hen ad vejen udviklede jeg et forholdsvist nært forhold til køerne, der var det eneste tilbagevendende selskab på min vej. Jeg frygtede dog at give efter for kogalskaben og forsøgte så vidt muligt at indskrænke bekendtskabet – de lugtede i øvrigt heller ikke så godt..

Da jeg endelig efter 14 dage i overvejende ensomhed øjnede to mænd med rygsæk, der sad og spiste frokost ved en tankstation, var jeg lige ved at eksplodere af glæde!

På grund af længere tids isolation følte jeg, at det var grænseløst grænseoverskridende at henvende mig til dem – så jeg tog min mad og satte mig uden et ord.. ved et helt andet bord!! Med et længselsfuldt blik observerede jeg dem i det skjulte, mens jeg spiste en usandsynligt dårlig flæskestegssandwich i larmende stilhed.

Da de var færdige med at spise, hilste jeg farvel og sad slukøret tilbage, mens jeg så dem galopere af sted med vandrestave og oppakning..

Der gik lidt tid, før jeg endelig fik bugt med min ærgrelse og sneglede jeg mig videre – alene!

Sidst ud på eftermiddagen drejede jeg af stien for at holde et lille hvil ved et shelter. Jeg var træt men havde ingen grund til allerede at stoppe blot for at overnatte dér alene, så planen var at fortsætte et par kilometer mere.

Til min store begejstring havde den ene af mændene fra tidligere taget ophold i shelteret og pakket hele sin taske ud for natten.

Han spurgte; om jeg havde tænkt mig at gå videre. Jeg løj og sagde; at jeg overvejede det.. Imens søgte jeg febrilsk efter en undskyldning for at blive, som ikke virkede alt for desperat. Jeg havde endelig mødt et andet menneske at snakke med – jeg skulle fandme ingen steder..!

The Creep var alt andet end creepy – han var en flot ung jyde med hang til pull-ups og en forkærlighed for æg – hans selskab blev uden sammenligning det største lyspunkt på hele min tur!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *