Arkiv

Uldunderbukser

Jeg fik sgu et par lange uldunderbukser..!!

.. Og det var lige præcis dem, jeg havde ønsket mig! Hvis nogen havde fortalt mig for et par år siden , at jeg ville få et par uldne underbukser, ville jeg have grint.. HØJT!! .. Juleaften var det alle de andre, der grinede! Forståeligt nok – jeg har svært ved at forestille mig, at nogen nogensinde er blevet så glad for at par lange underbukser. Det korte og det lange (tøhø) er essensen af dét, de repræsenterer. Det er ikke bare et par underbukser.. af uld.. der er lange.. I mit hoved forestiller jeg mig, at det er dem, der redder min kolde røv, når jeg en våd og stormfuld eftermiddag ligger i et fugtigt shelter på toppen af et bjerg. Vinden hyler...

Juleaften anno 2017

Glædelig jul

Kære alle sammen, Det er juleaftensdag og måske behøver det ikke alt sammen at handle om vandring..?! Jeg er ikke et menneske, der går super meget op i julen. Jeg er nærmere typen, som har glemt, hvor jeg har gemt mit julepynt, og hvis en enkelt stjerne eller to alligevel forvilder sig ind i mit hjem, har de tendens til at blive hængende indtil påske.. Hvert år stresser jeg lidt for meget over gaveræset, juletrafikken og den intense overflod af familiehygge og mad.. De seneste par år har jeg gjort en dyd ud af at blive syg lige op til juleaften – helst forkølelse, som bedst spolerer smagsoplevelsen for en julemadselsker af dimensioner.. Traditioner er der nok af – hvert år er det samme...

Hola hola

Hola hola

Jeg er en hat til spansk!! Måske er det forståeligt nok, idet jeg aldrig har lært det – jeg havde fransk og tysk i gymnasiet og har aldrig haft synderligt brug for at tale spansk. .. Det gik op for mig, at jeg var på røven, da jeg for nogle år siden var på ferie i Madrid. Der er ikke super mange spaniere, der taler engelsk – og den gang gik det til nød med at pege og lave fagter. Da jeg startede på Caminoen, kom det derfor ikke bag på mig, at det ville blive op ad bakke..! .. Men på mirakuløs vis løser sådan noget sig altid lidt af sig selv, og det tror jeg gælder uanset, hvor man befinder sig i...

Det absolut værste

Det absolut værste..

Jeg kommer ud for mange ting på mine lange vandreture – jeg sætter mig selv i situationer, som er mere eller mindre hensigtsmæssige. Men det absolut værst tænkelige, jeg kan komme ud for, sker i et uopmærksomt øjeblik. Det er næsten uundgåeligt, og de fleste kommer på et eller andet tidspunkt hen ad vejen til at befinde sig i lignende situationer.. - At gå forkert!! At gå forkert er ikke i sig selv, det slemme.. Det er de ekstra kilometer, jeg skal gå tilbage af samme vej for at komme på sporet, der er de værste. .. Det giver absolut lille mening, når hele planen går ud på at gå så langt som muligt – men det er de tidspunkter, hvor det hele føles...

Jeg slog glæden ihjel

Jeg slog glæden ihjel

Endnu én af de dage på Caminoen, hvor alt bare var varmt! Da jeg endelig nåede frem til dagens mål, drev sveden fra min pande ned i øjnene på mig – udmattet men glad, og klar til min traditionsbundne iskolde cola!! Det første jeg gjorde, da jeg ankom til herberget, var at lokalisere den tilknyttede bar. Jeg møvede mig igennem menneskemængden, stadig med tasken fastspændt og mine vandrestøvler i hånden. Der sad en ældre asiatisk mand ved bardisken. Han mindede mig lidt om mister Miyagi fra Karate Kid – tjavset gråt hår, støvet tøj og benet ansigt med et langt gedebukkeskæg. Han vendte sig om, da jeg kom nærmere, og da han registrerede mig, lyste hans øjne op af noget der mindede om gensynsglæde....

Visum

Visum

Af alle mine julegaveønsker, har jeg fået det største opfyldt – og så endda før tid. .. Jeg har fået godkendt mit visum til USA!! Selvom det gik lettere, end jeg havde frygtet, var det ikke helt uden forhindringer. Til at starte med, havde jeg læst på udenrigsministeriets hjemmeside, at jeg ikke kunne få indrejse til USA uden en returbillet. Derfor sendte jeg en mail til den amerikanske ambassade hvor jeg spurgte, om det nu virkelig kunne passe?! Jeg fik en lang mail tilbage, som indeholdt alt andet end et svar på mit spørgsmål – så jeg besluttede mig for at tage chancen og søge uanset.. I ansøgningsprocessen, som selvfølgelig var elektronisk, stødte jeg ind i tekniske problemer, så jeg ringede i en pause...

Letvægtsgrej

I en verden af vægt og tekniske specifikationer

Hej mit navn er Camilla.. og jeg er gramjæger!! .. Misbrug eller afhængighed – hip som hap.. Jeg kan simpelthen ikke styre mig – jeg tjekker vægten hver gang!! En gramjæger er én, som går efter det letteste outdoorgrej på markedet. Det er usandsynligt nørdet – og jeg er helt igennem vild med det! Der er gået sport i at finde det letteste telt, den letteste sovepose, den letteste jakke, den letteste gryde, den letteste lommekniv, den letteste pandelygte.. Det har udviklet sig til en besættelse, og jeg har oprettet et excel-ark med alt mit grej, hvor hvert emne er påført vægt, så jeg hurtigt og let kan regne ud, hvor meget jeg pakker i min taske. Udgangspunktet er, at jeg går efter det...

Tourigrinoer

Stolt abe i bur

Mit første rigtige møde med tourigrinoer skete efter endnu en varm dag på Caminoen. Jeg var nået frem til mit mål og sad med fødderne oppe på en stol, mens jeg drak dagens iskolde cola i herbergets gårdhave. Ind valsede en hel flok tourigrinoer.. Omkring 35 mennesker kom larmende ind med små dagsrygsække og vandrestave – omtrent det antal der kan stuves ind i en turistbus med aircondition. De skramlede med alle de stole, de kunne komme i nærheden af og snakkede højlydt om, hvor hård og varm dagen havde været. .. Tour-guidens opgave stod mål med en børnehavepædagogs!! En mand, der havde slået sig ned i en stol nær mig, spurgte guiden, om han skulle tage sine vandrestøvler på den kommende dag, hvor...

Pigen med 6 regnjakker

Jeg modtog en pakke den anden dag.. Det var fra Pigen med 6 regnjakker, der var faldet over en hovedpude i det schweiziske eventyrland – den syntes hun, jeg skulle have! Jeg mødte Pigen med 6 regnjakker på Hærvejen, hvor hun var på jagt efter en skandinav ved navn Sven(d). .. Jeg forestiller mig, at hun havde sat håbet op efter et attraktivt, lyshåret og bredskuldret stykke vikinge mandfolk!! Da jeg mødte hende i starten af hendes Freedom39 tour de Scandinavia, var hun på vej videre mod Norge på sin tro ganger; jernhesten Benjamin.. En måned efter jeg havde afsluttet min tur, modtog jeg en besked fra hende, om at hun var på vej ned gennem Sverige. Hun var ikke blevet helt færdig med rugbrød...

Opfordring til vandring

En ung pige på vejen

Jeg møder anerkendelse fra fremmede mennesker på min vej, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det får mig til at flyve. Det er enormt motiverende at blive mødt med en kommentar om, at jeg er sej eller modig – det bekræfter mig i, at det jeg gør, er noget særligt. .. Det er primært i Danmark, jeg er stødt på imponerede mennesker – jeg tror, det skyldes, at folk ikke er så vant til at møde vandrere herhjemme.. De synes, det er fedt, at jeg pakker tasken og tager af sted uden præbookede overnatninger. De synes, det er modigt, at jeg vandrer alene, hvilket nok også bunder i, at jeg ser yngre ud, end jeg er.. Jeg er typen, der bliver...

Tourigrinoer

Hykleri og tourigrinoer

Jeg snakker så højt og flot om accept og respekt over for andre mennesker på vandreturen. .. Sandheden er, at det kun er den halve sandhed.. Den anden halvdel, som jeg ikke er så stolt over er; at respekten og accepten ikke helt kommer af sig selv.. Jeg føler en nødvendighed for også at nævne den hykleriske side af pilgrims-respekten: Selvom Caminoen er ”din egen”, er det ikke så velset at springe over, hvor gærdet er lavest.. Der er mange, der bliver nødt til at tage en bus, enten fordi de ikke har tid nok, eller fordi de bliver skadet. Pilgrim til pilgrim respekterer man, at det kan blive nødvendigt for nogen – vi griber alle udfordringer an på forskellig måde – men det anses...

Målet

Enden er ikke målet i sig selv..

Jeg er bange for at blive for kæphøj og jinxe The Appalachian Trail! Det er ikke fordi, jeg har givet op på forhånd, og tror jeg ikke kan gennemføre – faktisk er jeg ret sikker på, at hvis det udelukkende stod til mig, skulle jeg nok nå hele vejen! .. Men det er ikke kun op til mig, og derfor er jeg bange for at lægge et uhensigtsmæssigt pres på mig selv og hænge min hat på en sikker succes. Jeg er et temmelig perfektionistisk menneske, der godt kan lide, at alting har en begyndelse og en slutning – jeg kan ikke bare starte i midten, endnu mindre slutte i midten, når jeg ved der er et reelt mål. Det er en følelse, jeg...

Vandregrej

Eventyrland

Skid hul i Hay, Day og Illum – jeg må efterhånden erkende, at mine tidligere favoritforretninger ikke længere står mål med min udelte kærlighed for friluftforretninger. Jeg har befundet mig i en situation, hvor jeg har skreget af ekspedienten, at hun skulle sælge mig mere – hun kunne ikke komme i tanke om flere ting, jeg havde brug for.. Jeg finder en kæmpe tilfredsstillelse i at gå ind i en outdoorforretning og trække en indkøbsliste frem på to sider, der nøje beskriver gennemgooglede redskaber, jeg skal bruge på min vandretur. Jeg elsker at stå nede i forretningen og battle tekniske specifikationer og udstyrsviden – og som regel være på forkant med ekspedienterne. De må enten synes, jeg er skide sej, fordi jeg efterhånden ved...

Vabler

Vabler II

Det gik kun ned ad bakke fra det øjeblik på Caminoen, hvor jeg fik mine første vabler.. Straffen for min kæphøjhed – vablerne vidnede om, at jeg havde overhørt alle alarmklokkerne og gået over evne. Selvom jeg hadede mig selv fra første øjeblik om morgen, hvor jeg satte fødderne på gulvet, var der en ubeskrivelig længsel efter at komme af sted.. Det sang for ørerne af mig af smerte, så jeg skulle samle mod til at stikke fødderne i vandrestøvlerne. Alligevel føltes det langt mere uoverskueligt at skulle opholde mig det samme sted to dage i træk – længslen efter at gå var for stor! Derfor evnede jeg at snøre skoene og gå videre – ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne...

The Appalachian Trail

The AT – The Appalachian Trail

Jeg har på det seneste måttet indse, at mennesker der lever udenfor min vrangforestilling af vandreruter og outdooreventyr ikke har en jordisk chance for at relatere sig til den tur, jeg skal ud på. .. Derfor har jeg brygget et indlæg sammen med fakta om The Appalachian Trail.. Indtil videre ved jeg at: - The Appalachian Trail rundt regnet drejer sig om 3.525 km langs bjergkæden Appalacherne, der løber parallelt med den amerikanske østkyst. - Med min gennemsnits sneglefart vil det tage mig omkring 928 timer at gå hele turen fra ende til anden. - Hvis jeg tilbagelægger en distance på 25 km hver dag, vil jeg kunne gøre det på 141 dage, hvilket svarer til lidt over 20 uger uden pauser. - The Appalachian Trail starter...

Særheder

Ren skiveost!!

Jeg gør, hvad jeg vil, når jeg er på vandretur, og jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, for i virkeligheden tænker de ikke noget.. Det er helt okay at være sær, for det er de særlige særpræg, der gør os forskellige. På en tur hvor hovedformålet er; at jeg går turen for mig selv, er der ingen, der ser skævt til, at jeg har lyst til at gå den særpræget! Jeg behøver ikke at forklare mig over for nogen – bryder de andre sig ikke om min særhed, tager de bare afstand – sakker bagud eller overhaler. Desuagtet er der en kæmpe respekt omkring den bedrift, det er; at vandre en tur som Caminoen. .. Nogen gange er der dog grænser for galskaben.....

Hærvejen

Den danske ensomhed

Jeg havde godt overvejet, at Caminoen som sammenligningsgrundlag for den menneskelige trafik på Hærvejen måske ikke var helt fair. .. Men jeg havde ikke gjort mig forventninger om hvor få mennesker, jeg reelt ville møde. Det kom derfor som en kæmpe overraskelse, da jeg erfarede, at jeg stort set var alene! Bortset fra lokale beboere og sommerhuslejere vil jeg skyde på, at jeg rundt regnet mødte 15 mennesker med oppakning på hele min tur – størstedelen var selvfølgelig modgående. Jeg skyder skylden på vejret, der som bekendt var ad helvede til.. For jeg bliver trist ved tanken om, at det nok også hænger sammen med, at Danmark ikke er et udpræget vandreland. Med udgangspunkt i min egen minimale vandreerfaring og viden, kan jeg kun...

Vabler

Vabler

Jeg har udviklet et sært forhold til vabler..!! Før i tiden var det noget, jeg fik i nye sko – enden på en god bytur! Resultatet er, at jeg ejer tonsvis af fodtøj, jeg kun har brugt én enkelt gang.. I dag frembringer vablerne en ambivalent følelse af lige dele had og lige dele stolthed.. Jeg fik mine første vabler på Caminoen, fordi jeg begik en fejl!! De to første uger levede jeg efter alle kunstens regler for at undgå dem, men som følge af et meget nært forhold til mine fødder, fik jeg en dag revet et stykke af min lilletånegl af. Det blødte kun en lille smule – alligevel viklede jeg et Compeed plaster om den kommende dag. .. det var den...

Hærvejen

Hærvejen – Uafsluttet

Det er ikke nogen hemmelighed; jeg gik ikke de 500 km, som er Hærvejens samlede længde – jeg gik kun nogen og 350 km og stoppede i Nørre Snede.. Det har taget mig en rum tid at komme overens med tanken om, at jeg ikke nåede helt i mål. Som følge af normal samfundssans og perfektionisme er jeg påvirket af; at hvis man ikke har gennemført, har man ikke fuldført – og det gør ondt! .. Men jeg har overbevist mig selv om, at det ikke var fordi, jeg gav op, selvom jeg i sandhed overvejede at kaste håndklædet i ringen op til flere gange. Det forblev ved tanken og var aldrig en reel mulighed, fordi det som oftest blev afløst af en solstråle....

Pamplona

Shopping?! Hell NO!!

Jeg er primært vant til kulturelle storbysferier – timevis af museer og flere dages shopping – I love it! Den første storby, jeg ankom til på Caminoen, var Pamplona. Jeg havde researchet lidt forinden, og det er blandt andet byen med den ugelange festival San Fermín, hvor hovedelementet er; The running of the bulls. Flere hundrede mennesker der løber gennem Pamplonas gader forfulgt af tyre. Det er en vanvittig smuk by med smalle gader og farverige bygninger, omkranset af en kæmpemæssig bymur – meget middelalder-agtigt. Idet jeg trådte indenfor bymuren, kunne jeg nærmest fornemme stemningen af tosset tyrejagt, som om byen var designet til formålet. Jeg var stået umenneskelig tidligt op for at følges med to granvoksne meget kristne mænd – fordi "nogen" havde læst,...

Vandremetalitet

Et rigtigt menneske

Jeg nævner jævnligt mennesker, jeg har mødt på min vej, som en af grundene til at jeg elsker at vandre! Generelt fascineres jeg af andre menneskers erfaringer og historier – ved at lytte og være nysgerrig, får jeg et mere nuanceret billede af mig selv. .. Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg skal lære et fremmed menneske at kende! Det er ikke ensbetydende med, at jeg nødvendigvis forstår eller fungerer sammen med alle mennesker – hvilket er helt okay! Men den mellemtid, hvor jeg endnu ikke ved, hvad jeg skal forvente, gør oplevelsen værd! Og jeg har aldrig befundet mig i en sammenhæng, hvor variationen af menneskelige baggrunde, holdninger og fortællinger har været så stor, som på mine ture..  Jeg har blandt andet mødt:...

Vandring i Danmark

Kun 3 km..!!

Til at starte med, havde jeg planlagt at gå fra Århus til Silkeborg i pinseferien, men det blev lavet om, fordi jeg skulle pleje mine teenager-fornemmelser – der var Justin Bieber koncert i Århus, og jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Turen blev derfor afkortet, og jeg gik i stedet fra Skanderborg til Silkeborg. Fredag kørte jeg min bil til Silkeborg og tog toget tilbage til Skanderborg – det var min første tur med telt, og jeg var stadig for rookie til, at jeg turde at ligge i telt i en mørk skov alene, så jeg havde planlagt turen ud fra campingpladser. Jeg nåede Ry næste dag sent ud på eftermiddagen og drak en kop kaffe ved kanobassinnet, mens jeg iagttog forbipasserende mennesker og forsøgte at lokalisere...

Caminoen

The Beatitudes of the Pilgrim

Alting har en bagside – og det er med en modstridende følelse af dels anerkendelse og kvalmende pladder, at jeg hermed delagtiggør, hvad der stod på bagsiden af den lap papir med de bevingede ord om Caminoen. .. Jeg er som bekendt ikke et særlig kristent menneske, og selvom jeg prøver at gå nysgerrigt til emnet, får ordet ”Gud” det oftest til at stritte i alle retninger på mig, hvilket resulterer i mental og social tilbagetrækning. Ikke desto mindre kan jeg relatere til de fleste af nedenstående punkter til trods for de klichéfyldte pilgrimsforherligelser: The Beatitudes of the Pilgrim 1. Blessed are you pilgrim, if you discover that the ”Camino” opens your eyes to what is not seen. 2. Blessed are you pilgrim, if...

The Appalachian Trail

A Wild idea

Anna anbefalede mig at læse bogen ”Wild” af Cheryl Strayed. Bogen er et portræt af hendes vandretur på The Pacific Crest Trail og blev filmatiseret i 2014, hvilket skabte en masse hype omkring selv samme vandrerute i USA. Jeg husker, at jeg så traileren til filmen i sin tid og tænkte; at den så da meget god ud – jeg overvejede sågar at se den et kort øjeblik, men kom fra det igen. .. Og så gik der to år.. Anna havde læst bogen og var vild med den – filmen; not so much! Hun syntes, jeg skulle læse den, nu hvor jeg var blevet så fortabt i vandring.. Jeg startede, da jeg var på Bornholm og havde den med på mine efterfølgende vandreture...

Terapi i vandresko

Psyke og ego

Jeg blev forleden spurgt, om det ikke kunne gå begge veje med tankerne og psyken på en længere vandretur – enten bliver man stærkere, eller også knækker man?! Mit umiddelbare svar er; Nej..!! .. Man kan ikke komme hjem og være mere fucked, end da man tog af sted!! Chancen for at knække bliver ikke større, fordi jeg tager på vandretur – tværtimod møder jeg en større forståelse og bekræftelse fra mig selv og mine omgivelser. Alle de dårlige tanker som; had, misforståelse, sorg, vrede, manglende identitet mv. har det med at dukke op i knolden uanset, hvor jeg befinder mig. På en vandretur kan jeg ikke blive fri for de tanker og følelser, jeg til daglig fejer så sirligt af vejen. Til gengæld står...

Caminoen

Den første dag

Jeg havde med god grund bygget en bekymring op hjemmefra for overhovedet at overleve den første dag på Caminoen, der ifølge samtlige guidebøger var den hårdeste strækning på hele turen – 22 km med en stigning på 1.200 højdemeter efterfulgt af to km med et fald på 500 højdemeter. Vi var blevet advaret om at tanke nok vand til turen, fordi der var melding om udtørrede vandposter på ruten. Høj på adrenalin og læsset med vanddepoter til at slukke tørsten på en kamel satte jeg ud fra St. Jean Pied de Port i følgeskab med en svensker, der var lufthavnsportør i Gardermoen. Efter otte km nåede vi Refuge Orisson – sidste mulighed for mad og overnatning. På det tidspunkt var jeg glad for, at...

Hærvejen

Skizofrent dansk sommervejr

Hærvejen var på alle måder en hård tur! Dels var jeg ikke fuldstændig forberedt på, hvor stor betydning det havde, at min oppakning vejede dobbelt så meget, som jeg var vant til. Dels havde jeg forventet at møde langt flere mennesker, end jeg gjorde. Og dels havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive så lortet vejr! .. Jeg kan i allerhøjeste grad skrive under på udeblivelsen af den danske sommer anno 2017. Det meteorologiske Danmark sucks! – BIG TIME!! Turen står tilbage i min hukommelse som våd, og resulterede i en mental rutsjebanetur af dimensioner. Sammenlagt vil jeg skyde på, at lidt over 2/3 af turen bød på regn – og her taler vi alle former for regn:...

Caminoen

Drengen der så sin frygt i øjnene

Af alle de sære og vidunderlige mennesker, jeg mødte på Caminoen, vil jeg helt klart betegne Drengen der så sin frygt i øjnene, som en af de særeste. Jeg mødte ham på Camino Frances, hvor han med 7 mile skridt og en højde på 2,05 meter var pænt svær at overse. Alligevel gik der lang tid, før jeg rigtig snakkede med ham – faktisk antog jeg det første stykke tid, at han var stum. Det er forholdsvis normalt, at folk holder sig for sig selv på sådan en tur, hvilket man accepterer fordomsfrit, men jeg havde aldrig hverken set eller hørt ham tale med nogen, hvilket ledte mig til at tro, at han simpelthen ikke kunne.. Hver dag i flere uger kom han stormende...

The Appalachian Trail

Mette græd..

.. da jeg fortalte hende, at jeg havde besluttet mig for at gå The Appalachian Trail næste år. Jeg havde lige sat mig ind på passagersædet i deres store familiekaret på vej mod en varm sommerdag i Dyrehaven. KV sad lidt døsig i sit barnesæde på bagsædet, Mette ved siden af, og Tue førte slæden.. Det var dér, det fløj ud af mig; ”Jeg har besluttet mig for at gå The Appalachian Trail til marts..” sagde jeg med begejstring i stemmen, mens jeg vendte mig om for at kigge bagud på KV og Mette. ”Ej hvor dejligt!” nåede hun at kvittere, før vandet stod ud af tårekanalerne på hende. Mette har aldrig været den sentimentale type – det plejer at være mig.. Som resultat...

Bornholm rundt

Bornholm

Jeg vil gerne slå et slag for Bornholm! Bornholm! Bornholm! I foråret gik jeg på jagt efter Solskinsøens bedste fiskefrikadelle. På trods af at øens forventningsprægede tilnavn ikke helt levede op til sit metrologiske løfte, vil jeg stadig varmt anbefale at opleve Bornholm til fods langs kyststien, der med sine 120 km. stort set omkranser hele øen. Af nyttig viden fandt jeg ud af, at jeg personligt ikke er så stor fan af Sol over Gudhjem i Gudhjem. Til gengæld kunne jeg godt gå hen og udvikle et misbrug af rabarberroulade i Listed. Uden hensyn til min laktoseintolerance frådede jeg en kæmpe Bornholmer softice fra Krølle Bølle Kiosken ved Dueodde, og for første gang på hele turen priste jeg mig lykkelig over at gå...

Langdistance vandring

Langdistance vandring

På trods af omfattende planlægning og koordinering med hverdagslivet foretrækker jeg til hver en tid de længere vandreture. Årsagerne er mange, men som udgangspunkt er her tre grunde til, hvorfor langdistance vandring er et hit: 1. To get in the vandre-mode – smerte og mental tilpasning Jeg kan ikke komme uden om det faktum, at det kan gøre helvedes ondt at vandre. Smerten har en tilvænningsperiode på et par uger, og det første lange stykke tid har jeg svært ved at se ud over, at hvert skridt er en fysisk pine. På et tidspunkt hen ad vejen finder jeg mig tilrette i smerten og accepterer, at den ikke går over – og det er dér, jeg kan give slip. Til daglig lever jeg en...

Rubjerg Knude

Mareridtet ved Rubjerg Knude

På anden dagen af Hærvejen overnattede jeg på et herberg lidt syd for Rubjerg Knude. Det er en af de dagsvandringer, jeg husker allerbedst, fordi det stod ned i stænger det meste af dagen. Da jeg sent ud på eftermiddagen fik Rubjerg Knude i øjesyn, var det ikke med den overvældende følelse af begejstring, jeg havde håbet på – tværtimod! Det var et rædselsvækkende møde med et vådt, bart og øde landskab.. - Ud af det grå blev alt lyst op af et unaturligt bjerg af gult sand! Jeg bevægede mig nærmere med et ambivalent tankemylder, der lød noget i retningen af: - ”Shit hvor er her smukt.” - ”Som taget ud af en gyserfilm.” - ”Jeg skal ikke stå på nakken af tyske turister...

Vandregrej

Fødselsdagsønsker

// 1. Keb Lite Padded Jacket fra Fjällräven // 2. Adult Flexi Chute Cool-Lite fra Icebreaker // 3. Titanium kogesæt fra Robens // 4. Abisko Trekking Tights fra Fjällräven // 5. No. 7 Stainless Steel foldekniv fra Opinel // 6. La Verdette Gold White/Caramel armbåndsur fra Cluse // 7. Wide Mouth Bottle Tritan 1L fra Nalgene // 8. Oasis Leggings fra Icebreaker // 9. Oasis Short Sleeve Crewe T-shirt fra Icebreaker // 10. Spork, Titanium fra Light My Fire // 11. 2-pak T-shirt bh’er uden bøjle fra H&M // 12. Discover stool fra Robens // 13. Terra Fi Lite sandaler fra Teva // Jeg er et oktober barn, og min fødselsdag nærmer sig med hastige skridt.. Normalt har jeg temmelig svært ved at finde...

Hvorfor vandrer jeg

Nytårsforsættet

En blanding af, at holde liv i min nyfundne interesse for vandring og at aflive min rastløshed efter Caminoen, udmundede i, at jeg for en gangs skyld påtog mig et nytårsforsæt. Jeg er normalt ikke tilhænger af nytårsforsæt, da jeg ikke kan se, hvorfor man skal vente på et kalenderskifte for at foretage ændringer i sit liv. .. Derudover plejer jeg sjældent at overholde dem.. Hvorom alting er, formulerede jeg følgende: I sommerhalvåret 2017 skal jeg ud at vandre minimum én gang om måneden. .. Og så var jeg ligesom fanget! Min første tur var i april – Bornholm rundt. Min anden tur var i maj – Nordkyststien. Min tredje tur var i juni – Skanderborg til Silkeborg. Min fjerde tur var i juli og...

Vandremod

Modig

Når jeg fortæller, at jeg vandrer alene, får jeg ofte en kommentar med på vejen om, at jeg er modig. Jeg bliver lige smigret hver gang.. Men når alt kommer til alt, bruger jeg ikke særlig mange kræfter på at opbygge mit mod – mit behov for at vandre overstiger min frygt. Og i realiteten fungerer det bedst for mig at vandre alene, fordi det giver mig rum til at være mig selv. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan være bange. Jeg har flere gange oplevet at presse mig selv helt ud på kanten, hvor jeg nærmest tuder af angst, og i sådanne situationer ville det være rart med en vandrer-ven at dele sine bekymringer med. Om ikke andet så for at håbe,...

Caminoen

El Camino

I løbet af min første uge på Caminoen blev jeg præsenteret for en lap papir, hvorpå der stod et par bevingede ord om Caminoen: El Camino The journey makes you a pilgrim. Because the way to Santiago is not only a track to be walked in order to get somewhere, nor is it a test to reach any reward. El Camino de Santiago is a parable and a reality at the same time, because it is done both within and outside in the specific time it takes to walk each stage, and along the entire life if only you allow the Camino to inhabit you, to transform you and make you to a pilgrim. The Camino makes you simpler, because the lighter the backpack...

Hærvejen

Test-turen

Til at starte med var Hærvejen målet i sig selv – 500 km fra Hirtshals i nord til Padborg i syd. Men i takt med at idéen om at vandre i USA udviklede sig, kom den ligeså meget til at fungere som en test-tur. Min hang til bekvemmeligheder er stor, og det er som udgangspunkt ikke for at nægte mig selv luksus, at jeg vandrer. Men begrebet ’luksus’ kategoriseres på en helt anderledes og lidt syg skala, når man vandrer – hvilket faktisk er en af de ting, jeg godt kan lide. Luksus i den virkelige verden = Spa- og massagetur til Budapest, med overnatning på hoteller, og snacking på michelin-restauranter. Luksus i vandre-land = Flad grussti, sovesal med 40 senge og en udefinerbar,...

Hvorfor jeg vandrer

Hvad skete der lige for mig?!

Det har aldrig været mig, der stod nede i fitnesscenteret lørdag formiddag. Jeg har aldrig været den fysiske type – jeg hader at svede og blive forpustet. Jeg havde nær dumpet idræt i gymnasiet. Jeg hadede bolde, der for mig var en uhåndterbar rund klump, vis eneste formål var at give mig næseblod. Jeg rystede på hovedet af Marathon og Ironman-udøverne – og hævede at de hellere burde få sig et liv. .. Og her står jeg så nu, med en drøm om at okse op og ned af bjerge i USA, uden en ordentlig seng eller et velsmagende måltid – i et fucking halvt år. Jeg tager alle mine fordømmelser i mig igen, og undskylder for min naive bedreviden – jeg er jo...

5 gode grunde til at vandre

Hvorfor vandrer jeg?

.. Det er et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv – især når himmel og hav står i ét, og jeg hader mig selv og mudderet. Men her er 5 grunde til, at jeg slet ikke kan lade være: 1. Jagten på ultimativ frihed! Jeg kan gøre lige præcis, hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg er ikke bundet af rammer eller forventninger, og det er kun mig selv (og min forbandede krop), der sætter grænserne. Hvis jeg har lyst til at gå, så går jeg. Hvis jeg har lyst til at stå, så stopper jeg. Hvis jeg har lyst til at æde, tænder jeg mit gasblus. Hvis jeg har lyst til at sove, slår jeg mit telt op. Hvis jeg har lyst til...

The Appalachian Trail

Drømmen

Om et lille halvt års tid drager jeg ud på mit livs eventyr. Jeg skal vandre the Appalachian Trail. Det drejer sig om en lille tur på små 3.500 km – lidt over 4 gange Caminoen – gennem indianer-, hillbillie- og bjørneland. En tur der i højden svarer til at bestige Mount Everest – 16 gange!! Det føles som om, noget er helt galt – en tanke eller rettere en besættelse: MÅ GÅ NUUU!! Det er en følelse, jeg aldrig har været bekendt med før, og jeg overvejer, om jeg gør klogt i at opsøge min psykolog? På den anden side er vandring en forholdsvis sund hobby – så jeg tror bare, jeg vil acceptere, at tingene ikke helt er, som de var engang....