Når jeg fortæller, at jeg vandrer alene, får jeg ofte en kommentar med på vejen om, at jeg er modig. Jeg bliver lige smigret hver gang.. Men når alt kommer til alt, bruger jeg ikke særlig mange kræfter på at opbygge mit mod – mit behov for at vandre overstiger min frygt. Og i realiteten fungerer det bedst for mig at vandre alene, fordi det giver mig rum til at være mig selv. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan være bange. Jeg har flere gange oplevet at presse mig selv helt ud på kanten, hvor jeg nærmest tuder af angst, og i sådanne situationer ville det være rart med en vandrer-ven at dele sine bekymringer med. Om ikke andet så for at håbe,...
